Borgmestre revser ministerforslag om milliard-kompensation for udligning

En række borgmestre og finansminister Kristian Jensen står stejlt overfor hinanden forud for de kommende dages forhandlinger om en milliarddyr overgangsordning, der skal kompensere en række kommuner for den kuldsejlede udligningsreform.

quote Det er et fast tilbud. Det er ikke nogen vælg-selv-menu.

Kristian Jensen, Finansminister, Venstre

Forhandlingerne mellem Finansministeriet og KL om næste års økonomi er fortsat i fuld gang og forventes først helt færdige i næste uge.

Men betingelserne i tilbuddet om en økonomisk håndsrækning på i alt 1,1 milliarder kroner til 27 af landets 98 kommuner bliver der ikke pillet ved, fastslår finansminister Kristian Jensen, V.:

- Det er et fast tilbud. Det er ikke nogen vælg-selv-menu, siger Kristian Jensen til TV 2 Lorry.

I dag mødtes samtlige af landets borgmestre til KL-møde i København, og mange af dem gav udtryk for en utilfredshed, som blot er vokset sig større, siden regeringen præsenterede udspillet i mandags. 

- Jeg kan ikke forestille mig, at der bliver indgået en aftale mellem regeringen og KL, hvor der er sanktioner på anlægsloftet. Det vil være fuldstændigt uantageligt, siger Albertslunds borgmester, Steen Christiansen, soc.dem.

Tidligere på året gik han og 33 andre borgmestre i hovedstadsområdet sammen om en appel til regeringen, hvor de med en større kampagne opfordrede regeringen til en mere retfærdig udligningsordning.

quote Jeg kan ikke forestille mig, at der bliver indgået en aftale mellem regeringen og KL, hvor der er sanktioner på anlægsloftet.

Steen Christiansen, borgmester i Albertslund, Soc.dem.

Godt med tilbud - men ikke godt nok

Tilbuddet om økonomisk hjælp til i alt 16 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde kommer i forlængelse af, at kommunerne havde udsigt til et stort hul i deres økonomi i forbindelse med ændrede tekniske beregninger og en manglende reform af udligningsordningen.

Borgmestrene er derfor taknemmelige for tilbuddet om økonomisk kompensation - men finder samtidig betingelserne urealistiske.

quote Kommunerne skal have en rimelig ramme for at levere den ramme for velfærden, som borgerne forventer og som borgerne har krav på.

Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev, Soc.dem.

Hvis kommunerne siger ja til kompensationen, skal de samtidig acceptere, at de ikke må sætte skatten op eller overskride et anlægsloft for nyt byggeri i de enkelte kommuner.

Et samlet anlægsloft for alle kommuner vil få fatal betydning for enkelte kommuner, lyder kritikken forud for de kommende dages afsluttende forhandlinger.

Prisen vil være nødvendige renoveringer eller nybygninger af sundhedshuse, plejehjem, skoler og daginstitutioner:

- Stemningen her på KL-mødet er fuldstændig klar. Kommunerne skal have en rimelig ramme for at levere den ramme for velfærden, som borgerne forventer og som borgerne har krav på. Det er det, vi går til forhandlinger med, og det er også det, vi kommer til at få som resultat, siger Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen, soc.dem., til TV 2 Lorry. 

Men finansministeren er lige så stålsat, hvad angår kompensation og krav til kommunerne.

Minister: Kommunerne kan gøre det igen

Også selv om eksempelvis Helsingør Kommune risikerer at blive ramt af økonomiske sanktioner, hvis Herlev Kommune bruger for mange penge på anlægskontoen.

quote Den ene er, at de holder skatterne i ro. Den anden er, at vi laver en sanktionsmodel på anlægsloftet.

Kristian Jensen, Finansminister, Venstre

- Den model har man faktisk på kommunernes drift i øjeblikket. Og derfor har kommunerne fundet ud at lave aftaler med hinanden og glatte det ud, således at man holder sig inde for rammen på drift. Derfor er jeg sikker på, at kommunerne på tilsvarende måde kan finde ud af at gøre det på anlæg.

- Så hvis vi laver en aftale, hvor vi kompenserer, så er der også to betingelser at have med. Den ene er, at de holder skatterne i ro. Den anden er, at vi laver en sanktionsmodel på anlægsloftet, siger finansminister Kristian Jensen, V.

Fredag skal parterne krydse klinger igen, når finansministeren og Kommunernes Landsforening mødes til forhandling.

Minister og borgmestre står stejlt mod hinanden. Det står klart efter alle landets borgmestre i dag mødtes på Hotel Bella Sky i København.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik