Borgmestre: Nedlæg regioner og hold dem ude af KL

Brækkede arme og hofteoperationer hører ikke hjemme i regionerne. Det mener en stor del af hovedstadsområdets borgmestre, der vil nedlægge regionerne. Det skriver DR P4 København.

31 af hovedstadsområdets 33 borgmestre har deltaget i en rundspørge fra DR P4 København.

14 borgmestre mener, at regionerne bør nedlægges. Og yderligere 7 svarer, at regionerne måske bør nedlægges.

Særligt de Konservative borgmestre vil fjerne regionerne, ligesom deres kolleger på Christiansborg vil det. Flere Venstre-borgmestre er også klar til at sige farvel til regionerne. Blandt andet Pernille Beckmann, der er borgmester i Greve.

- Regionerne går en uvis fremtid i møde, og vi skal finde noget at sætte i stedet. Nogle af de opgaver, regionen løser i dag, kan vi sagtens løse i kommunerne, siger Pernille Beckmann til DR P4 København.

Spørgsmålet om regionernes fremtid er til debat på Christiansborg, hvor Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har planer om at nedlægge regionerne. Venstre har ikke meldt endeligt ud.

Netop fordi der er usikkerhed om regionernes fremtid, besluttede et snævert flertal i KL i sidste uge, at udskyde en undersøgelse af en fusion med Danske Regioner til efter et folketingsvalg.

Men de to interesseorganisationer skal ikke fusionere, hvis regionerne bevares. Det mener et snævert flertal af hovedstadsområdets borgmestre.

- Jeg er bange for, at det bliver et bureaukrati. Og jeg er bange for, at der bliver endnu længere til de politikere, der sidder i de enkelte kommuner.

Jeg tror, at en bestyrelse vil være meget koncentreret omkring personer, der er valgt i de større kommuner, siger Henrik Zimino, socialdemokratisk borgmester i Tårnby, til DR P4 København.

15 borgmestre er imod en fusionsundersøgelse, hvis regionerne bevares. 13 mener godt, at man kan sætte en undersøgelse i gang. 3 er ikke sikre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik