Havet tygger flere steder på kysterne i Nordsjælland. Her et billede fra Rågeleje, hvor mursikringen trues af bølgerne. Foto: Erik Larsen

Borgmestre i Nordsjælland kæmper videre for kysthjælp

Jyske kommuner modtager millioner i støtte til kystsikring, men der ingen hjælp til Nordsjælland. Derfor kalder tre borgmestre nu ministeren til møde

 

Der er masser af værdier langs den sjællandske nordkyst også, og jeg har endnu til gode at høre, hvad det er for særlige statslige interesser, der er i Vestjylland, som ikke også er til stede her

Steen Hasselriis

Borgmestrene fra Halsnæs, Gribskov og Helsingør Kommune inviterer nu miljø- og fødevarerminster Esben Lunde Larsen til møde snarest muligt. Det sker efter, at ministeren i går afviste at give statsstøtte til kystbeskyttelsen i Nordsjælland. 

Hvorfor, sjællænderne ikke skal have en håndsrækning, har borgmestrene svært ved at forstå. 

En rapport fra Miljø- og Fødevarerministeriet viser nemlig, at kyststrækningen i nordsjælland er lige så truet af sammenstyrtning på grund af vind og vejr, som den jyske kyststrækning er. 

- Der er masser af værdier langs den sjællandske nordkyst også, og jeg har endnu til gode at høre, hvad det er for særlige statslige interesser, der er i Vestjylland, som ikke også er til stede her, siger borgmesteren i Halsnæs, Steen Hasselriis (V).
 

Læs også Kystsikring for millioner

Borgmestrene i Nordsjælland mener ikke, at grundejerne har råd til at betale regningen selv, hvis kyster og bygnigner skal bevares. 

Da det ikke er lykkedes at komme i ministerens lommer, vil de derfor foreslå en alternativ løsning, der i sin enkelthed går ud på, at strandvejsbeboere i fremtiden skal have mulighed for at tage et billigt lån fra en fælles fond, der skal oprettes til formålet. 

Det har ikke været muligt for Lorrys redaktion at få fat i ministeren, da han er på vej til USA. Det har derfor ikke været muligt at få svar på, hvorfor støtten kun skal gå til Jyllands kyster, eller hvad ministeren tænker om de alternative billige lån til grundejere.