Foto: kommuneplan.ltk.dk

Borgmestre i kamp for letbane-projekt

Borgmestrene i de 11 ejerkommuner i letbanesamarbejdet skriver til Folketinget.

Alt så ud til at køre på skinner for det ambitiøse letbaneprojekt langs Ring 3.  De københavnske omegnskommuner kunne se frem til at få bedre offentlig transport fra nord til syd - rundt om selve hovedstaden. Men så dukkede der nye tal op - projektet blev pludselig mange milliarder dyrere. Sådan lyder det i hvert fald i udregninger fra en privat borger - og det var nok til at forsinke den endelige vedtagelse af projektet.

Beslutningen om udsættelse har vakt forundring, for  i letbanesamarbejdet har ejerkredsen holdt fast i, at alle tal er lagt frem. Nu har borgmestrene i de 11 kommuner og formanden for Region Hovedstaden skrevet til medlemmerne af Folketingets Transport og Bygningsudvalg.

-Det projekt, der indgår i anlægslovforslaget, indeholder som hidtil alt, hvad der skal til for at etablere en velfungerende driftsstabil letbane indpasset i Ring 3, der efter anlæg af letbanen fortsat kan fungere som en effektiv overordnet trafikforbindelse for biler, cykler m.v, skriver de.

Og dermed afviser de altså, at projektet skulle blive dyrere, end det, der er fremlagt.