880.000 kroner om året. Det kommer borgmestrene i Allerød og Hørsholm til at tjene i 2018. Foto: Simon Skipper - Scanpix & Hørsholm Kommune

Borgmestre får lønhop: Flere borgere - mere i kassen

Borgmestrene i Allerød og Hørsholm Kommuner kan se frem til et ordentligt lønhop. Og det er borgerne i kommunerne skyld i.

80.000 ekstra i lommen om året. Det kunne de fleste af os nok godt tænke sig.

Det er, hvad borgmestrene i Hørsholm og Allerød Kommune kan se frem til fra den 1. januar 2018, skriver Frederiksborg Amts Avis.

I dag tjener begge borgmestre 800.000 kroner om året, men den løn vokser med 10 procent til næste år, så Morten Slotved, Kons., borgmester i Hørsholm, og Jørgen Johansen, Kons. borgmester i Allerød, får 880.000 kroner om året. 

Læs også Borgmesterlønninger på niveau med statsministerens

Borgmestrenes løn i forhold til indbyggertal:

  • Til 12.500: 705.178 kroner
  • 12.501-25.000: 802.365 kroner
  • 25.001-40.000: 880.966 kroner
  • 40.001-80.000: 985.729 kroner
  • Over 80.000: 1.103.327 kroner

Borgmestrenes lønstigning er ikke besluttet af de andre kommunalbestyrelsesmedlemmer, men takstreguleret i den kommunale styrelseslov.

Det betyder, at en borgmesters løn stiger, når antallet af borgere i kommunen stiger. Og både Allerød og Hørsholm har lige sneget sig over 25.000 indbyggere.

- Hørsholm er i vækst, og det synes jeg er positivt. Og hvad angår lønnen og lønstigningen, så synes jeg også, at den er helt fair. Hørsholm Kommune er en større virksomhed, og vi er i konkurrence med blandt andet det private erhvervsliv i forhold til at finde kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal lønnen følge nogenlunde med, hvis kommunen i det hele taget skal kunne tiltrække dygtige folk - og her tænker jeg ikke kun på borgmesteren, Morten Slotved til Frederiksborg Amts Avis. 

Læs også Se kortet: Her får byrødderne mere i pengepungen

Flere borgmestre får lønstigning:

Solrød, Glostrup, Stevns og Ishøj kommuner har alle omkring 22.000 indbyggere, så der skal flytte 3.000 flere personer til kommunen, før borgmesterens pengepung vokser.

Fredensborg, Furesø og Gribskov har lige hevet sig over skæringsgrænsen 40.000 indbyggere, så deres borgmestre har også ret til et lønhop.

Kommuner tæt på borgmesterløn-skæringsgrænsen:

Tæt på 25.000 indbyggere:
  • Solrød: 22.273 indbyggere
  • Glostrup: 22523 indbyggere
  • Stevns: 22617 indbyggere
  • Ishøj: 22906 indbyggere
  • Hørsholm: 25046 indbyggere
  • Allerød: 25161 indbyggere
     
Tæt på 40.000 indbyggere:
  • Rødovre: 38.686 indbyggere
  • Fredensborg: 40.558 indbyggere
  • Furesø: 40.603 indbyggere
  • Gribskov: 41.303 indbyggere
Kilde: Danmarks Statistik