Foto: TV2/Lorry

Borgmestre: Betalingsringen skal udskydes

Transportministeren lover omegnsborgmestre både indflydelse og bedre kollektiv trafik ved en betalingsring.

Betalingsringen er en dårlig idé, og det vil få alvorlige konsekvenser for omegnskommunerne, hvis den indføres, før der er investeret i bedre kollektiv trafik.

Sådan lyder budskabet fra 15 borgmestre fra de københavnske omegnskommuner til regeringen.
Omegnsborgmestrene var tirsdag samlet til stormøde på rådhuset i Rødovre, hvor de blev enige om en række krav.

Som udgangspunkt kræver borgmestrene, at regeringen dropper betalingsringen.
Hvis regeringen alligevel fastholder, at der skal være en betalingsring, vil borgmestrene som minimum have udskudt projektet.

Det skal ske indtil der er sikret penge til en bedre og billigere kollektiv trafik og parkeringsanlæg, så borgerne kan komme af med deres biler ved trafikknudepunkterne.
- Det vil få store konsekvenser for omegnskommunerne, hvis man bare laver en betalingsring uden at lave de nødvendige store investeringer i kollektiv trafik, inden man går i gang med det, siger Rødovres borgmester, Erik Nielsen.

Han er talsmand for de 15 borgmestre i Omegnskommunernes Samarbejde (OS), hvor af mange er socialdemokratiske.
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) forsøger at berolige borgmestrene og lytte til borgmestrene, når regeringen forbereder betalingsringen.
- Jeg har med stor interesse læst udtalelsen. Den indeholder en lang række gode forslag, som naturligt vil indgå i det fremtidige forberedende arbejde om trængselsafgifter, siger Henrik Dam Kristensen i en skriftlig kommentar, og fortsætter:
- Jeg er meget enig i, at der er behov for investeringer i kollektiv trafik. Det er klart, at med et provenu fra trængselsafgifter bliver det muligt at investere i bedre og billigere kollektiv trafik, siger Henrik Dam Kristensen.

Ifølge Erik Nielsen er borgmestrene blevet lovet, at de bliver taget med på råd, inden arbejdet med betalingsringen går i gang.
Det løfte står transportministeren ved.
- Det er klart, at alle berørte kommuner skal inddrages, høres og have reel indflydelse i forhold til den fremtidige udvikling af den kollektive trafik, siger han.