Foto: TV 2 Lorry

Borgmester: Vores personale blev chikaneret af bande

Det er 'fuldstændig horribelt', at banden Black Jackets har skabt utryghed i Albertslund, lyder det fra borgmester.

Banden Black Jackets har i længere tid gjort livet surt for personalet i hjemmeplejen i Albertslund. 

Det fortæller Albertslunds borgmester, Steen Christiansen, til TV 2 Lorry. 

- De er blevet chikaneret af dem, og det er blevet intensiveret her i den sidste måneds tid. Det er sådan noget med tilråb og opbremsninger foran deres biler og så videre. Personalet har følt sig meget utrygge, siger den socialdemokratiske borgmester til TV 2 Lorry.

Hjemmeplejen delte indtil torsdag, hvor Black Jackets midlertidigt blev smidt ud af deres lokaler i Værkstedsgården, bygning med bandegrupperingen, og hjemmeplejen har været fanget midt i det, Københavns Vestegns Politi kalder en akut bandekonflikt.

Læs også: Undgå dette sted: Ejendom lukkes ned af fare for bandeangreb

Black Jackets rykkede ind i lokalerne på Værkstedsgården for omkring et halvt år siden, og i senere tid har Albertslund Kommune haft et vågent øje på stedet.  

- Vi har haft nedsat en intern arbejdsgruppe af embedsmænd, som har fulgt udviklingen i Værkstedgården for at se, hvad vi kunne gøre med de håndtag, som vi har til rådighed som kommune. Det har været ret klart for os fra starten af, at det var først og først fremmest en politiopgave, siger Steen Christiansen til TV 2 Lorry. 

Black Jackets var ifølge politiet involveret i to skudepisoder i Sydhavnen i København og Helsingør i sidste weekend.  

Torsdag uddelte Københavns Vestegns Politi et forbud mod enhver adgang til adressen Værkstedsgården 9-11 1. sal i Albertslund - Black Jackets tilholdssted. Forbuddet gælder dog kun til 2. juni. 

00:22

Sådan så det torsdag eftermidag ud ved Værkstedsgården i Albertslund.

Luk video

- Vi håber, at de ikke vender tilbage til Værkstedsgården, og derudover følger vi udviklingen i tæt dialog med politiet, siger Steen Christiansen. 

Borgmesteren udelukker ikke, at man vil prøve at smide banden ud via lokalplanen, hvis medlemmerne af Black Jackets vender tilbage til deres lokaler om to uger.  

- Vi vil med alle de midler, vi har, gøre hvad vi kan for at sikre, at vores medarbejdere og andre borgere i Værkstedsgården føler sig trygge, siger Steen Christiansen til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Det er fuldstændig horribelt, at en bande på den her måde skal skabe den utryghed, som den rent faktisk gør, så vi vil selvfølgelig kigge i den kommunale værktøjskasse og se, hvad vi kan gøre. 

Fredag eftermiddag valgte Københavns Vestegns Politi at oprette en visitationszone i dele af Albertslund. Det sker også som en konsekvens af, at der lige nu tilsyneladende er en voldelig konflikt mellem flere bandegrupperinger i hovedstadsområdet.