Borgmester: vil stoppe nedskæringer

Borgmester i København: Vil stoppe nedskæringer i institutioners åbningstid

Det ser ud til, at københavnske forældre slipper for varslede nedskæringer i deres børns daginstitiutioner, fritidshjem og klubbers åbningstid.

Anne Vang, Børne- og Ungeborgmester i Københavns Kommune, vil i hvert fald gøre sit til at ændre den beslutning, som det gamle Børne- og Ungeudvalg tog i november 2009. Her besluttede man at spare fire millioner kroner ved at reducere åbningstiderne i daginstitutioner. Det ville betyde, at forældre til omtrent 4000 børn fra den 1. maj 2010 ville være nødt til at aflevere deres barn senere og/eller hente dem tidligere.

Det ville gå ud over familier, som arbejder på skæve tidspunkter, som i værste fald kunne blive tvunget til at gå på nedsat tid eller sige op.
Men nu ser det ud til, at de københavnske børnefamilier kan ånde lettet op. Efter Ekstra Bladet tidligere i dag kontaktede Børne- og Ungeborgmester Anne Vangs pressemand for at få en kommentar til nedskæringerne, tog sagen pludselig en uventet drejning:

- SF og Socialdemokraterne vil prøve at finde en løsning, så forældrene ikke stilles i en urimelig situation, ringede hun fredag eftermiddag til Ekstra Bladet og bebudede.

- Vi synes, det skal være sådan, at man i Københavns Kommune både kan have sit job og børn. Håndværkere som møder meget tidligt, butiksansatte, som har sent fri, og sygeplejersker med skæve arbejdstider skal også kunne få passet børn, siger hun.

- Det må ikke være sådan, at forældre tvinges til at gå ned i tid eller sige deres job op. Så vi vil på næste udvalgsmøde 3. marts lægge op til, at vi finder de fire millioner kroner et andet sted.
Hvis det skal vedtages, kræver det, at alle parter bliver enige om en løsning, og det tror Anne Vang på, at kan lykkes:

- Alle partier er jo indstillet på, at vi skal give vores børnefamilier de bedste muligheder for at få arbejde og privatliv til at gå op i en højere enhed, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik