Foto: TV 2 Øst

Borgmester vil slå ørerne ud for alle og enhver om torsdagen

Stevns' nye borgmester vil øge dialogen med borgerne. En af måderne er at åbne døren en torsdag i hver måned, hvor alle og enhver kan tale med hende.

Den nyvalgte borgmester i Stevns Kommune, Anette Mortensen (V), vil øge dialogen med borgerne, så hun kan få større indsigt i, hvad de har på sinde.

Derfor har hun nu valgt at åbne døren og invitere kommunens borgere indenfor til en snak. Det sker på seks udvalgte torsdage frem mod sommerferien. 

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Jeg er ny på posten, og derfor er det vigtigt for mig at få en større indsigt i den kommune, jeg er valgt til at stå i spidsen for. Det gør jeg bedst ved at lytte; ikke mindst til borgerne, som jo er de allernærmeste til at mærke effekten af de beslutninger, vi tager som politikere. Og det uanset om det handler om pasning af de mindste, omsorg for de ældste, vores veje og stier osv., siger borgmester Anette Mortensen i pressemeddelelsen.

Læs også Portræt: Her er Stevns' nye borgmester

Hun understreger samtidig:

- Det giver sig selv, at jeg ikke kan tage beslutning i den enkeltes personlige sag, for det er noget, vores medarbejdere tager sig af, men jeg kan lytte, og derefter tage det, jeg har hørt med tilbage. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

I første omgang har borgmesteren sat seks dage af i kalenderen frem til sommerferien:

  • Torsdag den 25. januar 2018 kl.15.00-16.30
     
  • Torsdag den 8. februar 2018 kl.15.00-16.30
     
  • Torsdag den 15. marts 2018 kl.15.00-16.30
     
  • Torsdag den 19. april 2018 kl.15.00-16.30
     
  • Torsdag den 24. maj 2018 kl.15.00-16.30
     
  • Torsdag den 21. juni 2018 kl.15.00-16.30

Alle er velkomne, og man skal ikke bestille tid i forvejen, men blot melde sin ankomst, når man kommer i Borgerservice. Borgmesteren regner med at sætte cirka 15 minutter af til hver samtale.

Læs også Dramatisk dag på Stevns kostede borgmester den sidste magt