Ifølge Niko Grünfeld bliver snydeknappen misbrugt til chikane blandt borgere, der angiver hinanden. Foto: Asger Ladefoged - Ritzau & Scanpix

Borgmester vil nedlægge 'snydeknap' mod socialt bedrageri

Københavns kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, vil nedlægge kommunens såkaldte ”snydeknap”, der giver borgerne mulighed for at angive mistanke om socialt snyd.

Snydeknappen, der i dag kan bruges af borgerne til anonymt at tippe om mistanke af snyd med ydelser i kommunen, bør nedlægges.

Sådan lyder det fra Københavns kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld fra Alternativet.

- Jeg er imod den mistillid, det skaber, når kommunen opfordrer til stikkeri. Og når vi oven i købet ser en dalende effekt af snydeknappens brug, synes jeg, den skal afskaffes, siger han i en pressemeddelelse.

Fakta om snydeknappen og kontrolindsatsen

  • Den samlede samfundsbesparelse for Københavns Kommunes kontrolindsats er på ca. 100 mio. kr.
  • Hvad angår kontrolenhedens sager i 2017 udgør sager, der stammer fra anonyme henvendelser kun 8 procent.
  • Af disse sager er det kun ca. 15 procent af dem, der indeholder en samfundsmæssig besparelse.
  • Herudover viser tallene, at mange anmeldelser ikke kan danne grundlag for en sag.
  • Københavns Kommune får mere ud af sager modtaget internt i kommunen, automatiserede kontroller og registersamkøringer.
Kilde: Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune

Ifølge Niko Grünfeld bliver snydeknappen endvidere misbrugt til chikane blandt borgere, der angiver hinanden.

- Derfor sætter jeg nu gang i den politiske proces med henblik på at få nedlagt funktionen hurtigst muligt, siger han.

Niko Grünfeld understreger dog, at socialt snyd stadig skal kontrolleres. Det skal bare ske på en mere ordentlig og effektiv måde, forklarer han.

Han ønsker derfor fokus på nye automatiserede løsninger og styrkelse af samarbejdet med andre myndigheder, blandt andre Udbetaling Danmark, SKAT og politiet.

- Teknologien giver muligheder, der gør, at afdækningen af socialt snyd sker mere og mere automatisk. Det, mener jeg, er med til at gøre en mistillidsskabende ordning som snydeknappen helt overflødig, siger Niko Grünfeld.

Læs også Kommune stoppede socialt bedrageri for ni millioner

Venstre vil bevare snydeknap

Hos Venstre er man dog ikke tilhængere af, at snydeknappen bliver nedlagt.

- Jeg synes ikke, det ene udelukker det andet. Man kan sagtens have en styrkelse af samarbejdet med andre myndigheder såsom SKAT og så samtidig bevare snydeknappen, siger Jens Kristian Lütken, medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre, til TV 2 Lorry.

- Hele vores velfærdssamfund hviler jo på, at man kan have tillid til, at når man indbetaler sin skat, så går det til dem, der har brug for og ret til ydelser.

- Derfor skal der også være en måde, hvor man som borger kan anmelde andre borgeres bedrageri anonymt, hvis man får kendskab til det. Så må forvaltningen sørge for at skelne ordentligt mellem, hvad der kunne være chikane, og hvad der er reelt, siger Jens Kristian Lütken.

Snydeknappen blev vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation tilbage i 2010. Derfor vil det også være op til Borgerrepræsentationen at beslutte, om den skal afskaffes.