Borgmester vil give riges sundhedspleje til udsatte

Københavnske overklasseforældre skal have færre hjemmebesøg af sundhedsplejersken, mener borgmester.

De velstillede familier i København kan se frem til at få færre hjemmebesøg af sundhedsplejersken, hvis det står til hovedstadens børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang (S). I stedet skal besøgene gå til de svageste, skriver Politiken.

- Nogle ressourcestærke forældre behøver ikke helt så mange besøg som i dag. Det er hyggelige og rare besøg, men ikke noget, de akut har brug for. Derimod vil det gøre en forskel for de udsatte familier, siger Anne Vang til Politiken.

- Jeg ved godt, det er kontroversielt at tage noget fra nogen og give det til andre. Men jeg tror på, at alle vinder, tilføjer hun.

Ressourcestærke skal miste hjemmebesøg efter barnets 8. levemåned

Ifølge Sundhedsstyrelsen er cirka 20 procent af alle familier udsatte eller sårbare, og børn fra de familier risikerer allerede inden skolestart en dårlig start på livet.

Derfor har Anne Vang sammen med Trine Schaltz (SF) fra børne- og ungdomsudvalget lavet et udspil med ni indsatser.

Blandt andet vil de både tilføre nye penge og omfordele sundhedsplejen, så ressourcestærke mister hjemmebesøg efter barnets ottende levemåned.

Mange børn har for dårlige sociale kompetencer, når de starter i skolen

På den måde skal 50 procent af det samlede budget til det såkaldte halvandenårs-besøg gå til de 20 procent mest udsatte familier.

Samtidig skal kommunen fire gange om året sende sundhedsplejen en liste over børn, der ikke er i dagtilbud, så sundhedsplejerskerne kan tage fat i børnenes forældre.

- Mange børn har et for dårligt sprog og for dårlige sociale kompetencer, når de begynder i skole, fordi forældrene isolerer sig og er dårlige forældre. De skal lære at være gode forældre, siger Anne Vang til avisen.

Tilsammen har S og SF flertal i København, og initiativerne til knap 50 millioner kroner om året kommer til at indgå i budgetforhandlingerne til efteråret, hvor der også er kommunalvalg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik