Borgmester vil fyre endnu en direktør i fortovsskandale

Ejerne af 4000 boliger betalte for meget for at få rengjort fortove. Nu fører det til ny afskedigelsessag.

Der koster nok engang en direktør i Københavns Kommune jobbet, at ejerne af 4000 boliger har betalt for meget for at få deres fortove gjort rent. 

I hvert fald hvis det står til teknik- og miljøborgmester, Nina Hedeager Olsen (EL).

Det oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Det er formelt set økonomiudvalget i kommunen, der nu indleder sagen mod direktør Torben Gleesborg efter anmodning fra borgmesteren. Hun har netop læst en advokatundersøgelse om forløbet til ende.

”Jeg har efter endt læsning af advokatundersøgelsen om fortovsordningen set mig nødsaget til at anmode Økonomiudvalget om at indlede en afskedigelsessag mod teknik- og miljøforvaltningens direktør Torben Gleesborg. Jeg kan ikke gå i flere detaljer med en personalesag,” siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) i pressemeddelelsen. 

I marts måned var sagen delvist medvirkende til, at Pernille Andersen, der har været administrerende direktør i forvaltningen, mistede jobbet.

Får millioner tilbage

I korte træk handler sagen om, at borgere på over 4.000 matrikler i det centrale København har været tvunget til at betale for renhold af deres fortov.

De har dog i flere år betalt for høje priser sammenlignet med, hvad opgaven reelt har kostet kommunen, fordi forvaltningen ikke har medregnet effektiviseringer af driften.

I oktober besluttede politikerne i Københavns teknik- og miljøudvalg, at man vil betale 17,5 millioner kroner tilbage til borgerne, som forvaltningen har anbefalet efter en undersøgelse.

Fremtiden i forvaltningens øverste lag er også blevet besluttet af Ninna Hedeager Olsen (EL). Således vil forvaltningens nuværende direktør Michel Schilling blive konstitueret som administrerende direktør fra den 12. april. Nuværende vicedirektør i forvaltningen Hans Christian Karsten vil fra samme dato blive konstitueret som direktør. Og endelig vil Claus Andersen, der i dag er cheføkonom i Økonomiforvaltningen, også fra den 12. april blive konstitueret som direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen, lyder det i pressemeddelelsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik