Borgmester vil droppe fiskeriforbud - og tillade fiskeri i hele havnen

I dag er det forbudt at hive fiskestangen frem i en stor del af Københavns Havn. Men borgmester vil have ophævet forbuddet og gjort det tilladt i hele havnen.

I en stor del af Københavns Havn er det ikke tilladt at lystfiske.

Faktisk er det forbudt i hele Inderhavnen og kun tilladt ved Sydhavnen, Nordhavn og omkring Refshaleøen.

Her er fiskeri  i havnen tilladt:

Men nu skal der åbnes op for de stramme regler, mener kultur- og fritidsborgmester, Niko Grünfeld, Alternativet.

Han har stillet et medlemsforslag til Kultur- og Fritidsudvalget, hvor han foreslår, at man retter henvendelse til By & Havn for at udvide tilladelsen til lystfiskeri i havnen. 

- Lystfiskeri er noget, som mange søger ud af byen for at dyrke. Men det er så interessant og fantastisk, at vi kan fange fisk i havnen og spise dem efterfølgende. Så jeg synes, vi skal bruge den natur, der rent faktisk er i byen - ikke mindst den blå af slagsen, siger han til TV 2 Lorry.

- Og så tror jeg, det kan blive en turistattraktion, der kan være med til at brande København. Det er noget helt særligt, at man kan fiske i en hovedstad, siger han.

Forslaget blev stemt igennem af et enigt Kultur- og Fritidsudvalg onsdag.

Kajakker fanget af fiskekroge

Ifølge By & Havn, der regulerer Københavns Havn, må man ikke fiske i Inderhavnen på grund af sikkerhed. 

Niko Grünfeld, Alternativet, er kultur- og fritidsborgmester i København.
Niko Grünfeld, Alternativet, er kultur- og fritidsborgmester i København.
Foto: Torben Christensen - Ritzau Scanpix

- Der er en del mere trafik i Inderhavnen end i Sydhavnen og Nordhavn i form af både kajakker og turbåde. De skal ikke lige pludselig fanges af en fiskekrog, siger Rikke Faaborg Jarmer, der er chef for bæredygtighed og byliv i By & Havn.

Men det mener Niko Grünfeld ikke skal sætte en stopper for at udvide fiskeriet.

- Jeg har selv været lystfisker hele mit liv - og lystfiskere er om nogen opmærksomme, og de er gode til at indordne sig. Så jeg tror faktisk ikke, at det er noget problem. Jeg synes, det giver god mening at åbne hele Inderhavnen for fiskeri. Man kan starte med en forsøgsordning, for at se om det giver nogle gener. Men det fungerer jo fint andre steder som eksempelvis ved Sluseholmen, hvor der også er mange kajakker, siger han.

- Der skal måske ikke åbnes i en bestemt sommermåned med utrolig mange aktiviteter - men til gengæld kan vi åbne i efteråret, siger Niko Grünfeld.

Det kan man fange i havnen:

Han vil også gerne på et senere tidspunkt se på, om man kan åbne op for fiskeri i eksempelvis de Indre Søer i København, men det bliver ikke i denne omgang.

Københavns Havn for alle

By & Havn er åbne for at se på at udvide fiskeri i havnen.

Man er lige nu i gang med at udvikle en ny strategi for havnen, og her tager man alle interessenter, som for eksempel fiskere, sejlere, idrætsliv osv, med for at finde den bedste løsning.

- Vi vil gerne se på muligheden for at udvide zonen, hvor man må fiske. Vi kan også se på at lave flere lejlighedstilladelser, som vi for eksempel har gjort omkring nytår, hvor vi gav tilladelse til at fange nytårstorsk i Inderhavnen. Når der er allermest tryk på trafikken i juli måned, er det nok ikke så godt i forhold til sikkerheden. Men vi har 12 måneder på et år - og vi vil gerne have at havnen kan bruges hele året og ikke kun om sommeren, Rikke Faaborg Jarmer.

- Vi har fokus på det sikkerhedsmæssige, men vores omdrejningspunkt er også, at Københavns Havn skal være for alle, siger hun.

I 2016 kunne lystfiskere for første gang i mere end 30 år fiske i Københavns Havn. Her havde de fået tilladelse til at fange deres nytårstorsk den 30. december.

By & Havn forventer at have den nye havnestrategi klar til efteråret. 

Man har i forbindelse med analysen interviewet 60 mennesker og indhentet svar på en spørgeskemaundersøgelse fra 820 personer med tilknytning til havnen.

Det er ikke mere end tre år siden, at man udvidede området for fiskeri markant. Her åbnede man op for fiskeri helt ned til Bryggebroen i Sydhavnen, og man tillod fiskeri omkring Refshaleøen og Nordhavnen.

Se forskellen her:

 
 
Foto: By og Havn

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Politik

Ole Bjørstorp

Vraget borgmester truede med at forlade S - nu skifter han mening

Stormflod (1)

Ny rapport om kæmpe ø-projekt får lunken modtagelse: "Det er simpelthen dødens pølse"

Enhedslistens erhvervsordfører Victoria Velasquez

Enhedslisten vil give gavekort til millioner af danskere

vote-hilleroed.jpg

Magten kan skifte ved kommunalvalget i Hillerød - nu vil V og S vise deres forskelligheder

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere