Joy Mogensen har været borgmester i Roskilde siden 2011, hvor hun afløste Poul Lindor Nielsen. Foto: TV 2 Lorry

Borgmester står til at få en kvart million mere i løn

Hvis Joy Mogensen bliver genvalgt som borgmester, kan hun se frem til en lønstigning på over en kvart million.

Joy Mogensen kan se frem til at tjene væsentlig flere penge, hvis hun bliver genvalgt som borgmester i Roskilde.

Den socialdemokratiske leder i Roskilde Kommune kommer nemlig til at stige 267.000 kroner i løn, så hun ender med en samlet årsløn på 1, 1 millioner kroner. Det skriver SN.dk.

Lønhoppet skyldes en ny aftale om politikerlønninger. Aftalen betyder, at landets borgmestre stiger 31,4 procent i løn.  

Bykongernes lønhop kommer dog ikke ud af det blå, da borgmesterlønningerne ikke er blevet reguleret siden 1994. Fremover vil borgmestrenes vederlag følge den almindelige lønudvikling. 

Læs også: Borgmestre: Vi burde få mere i løn

Joy Mogensen sagde ved lanceringen af lønaftalen, at hun ikke personligt har behov for højere løn.

Den nye aftale gælder kun for fuldtidspolitikere, så de øvrige byrådsmedlemmer i Roskilde - og andre byråd - skal ikke sætte næsen op efter flere penge i lønposen. Byrødderne fik dog en 30 procents lønstigning for to år siden.