Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen er mildest talt utilfreds med, at transportministeren har brugt en rapport fra statsrevisorerne til at udsætte letbane-projektet i hovedstadsområdet. Foto: TV 2 Lorry

Borgmester: Skandale at skabe usikkerhed om letbane

Herlevs borgmester er vred, mens Morten Bødskov nu vil kalde transportministeren i samråd om udsættelsen af letbanen.

Det skaber usikkerhed og krusninger i overfladen hos kommunerne, når transportministeren endnu en gang udsætter hovedstadens letbane, skriver DR P4 København.

En rapport fra statsrevisorerne sætter spørsgmålstegn ved den måde, staten har været med i styringen af Aarhus letbane - og de betænkeligheder har transportministeren brugt til at udskyde hovedstadens letbane endnu engang.

I Herlev mener den socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen, at der er tale om helt uacceptabel brug af statsrevisorernes rapport fra transportministerens side.

- At ministeren udskyder letbanen helt usagligt og misbruger en rapport fra statsrevisorerne, er efter min opfattelse uacceptabelt og noget, der ligner en politisk skandale, siger han til DR P4 København.

Det er planen, at letbanen blandt andet skal køre igennem Herlev, og Thomas Gyldal Petersen er bekymret for, at usikkerheden om letbanen betyder, at kommunen mister potentielle indbyggere.

- Vi risikerer, at mange investorer vælger at bruge deres penge helt andre steder end i Herlev, siger han til DR P4 København.

02:08

Thomas Gyldal har før været ude med riven i forhold til balladen om letbanen. Her i indslag fra april.

Luk video

Socialdemokraten Morten Bødskov vil nu kalde transportminister Hans Christian Schmidt fra Venstre i samråd om sagen.

Helt konkret har statsrevisorerne kritiseret ministeriet for at bruge tal, der egentlig drejer sig om Aarhus' letbane, til at sige noget om letbanen ved Ring 3 i hovedstaden.

De betænkeligheder har transportministeren brugt til at udskyde hovedstadens letbane endnu engang - men det kan man ikke bare, fordi de to letbaner ikke på den måde kan sammenlignes, mener statsrevisorerne.

- Det er meget alvorligt, når statsrevisorerne føler sig misbrugt af en minister. Det har jeg aldrig oplevet i min tid i Folketinget, siger Morten Bødskov til DR P4 København.