Foto: TV 2 Lorry

Borgmester raser over syltning af motorvej

560 trafikuheld har plaget vejen, der forlænger Hillerødmotorvejen, de sidste fem år.

I regeringens finanslovsforslag er der trods masser af valgløfter og protester fra nordsjællandske borgmestre ikke afsat penge til at forlænge motorvejen, så den når helt til Hillerød. En stor fejl, mener Hillerøds konservative borgmester Dorte Meldgaard.

- 560 uheld på fem år med 73 personskader og 7 dræbte er et alt for højt tal. Vi ved, at det er en meget belastet vej, og derfor håber jeg også, at politikerne på Christiansborg holder fast i deres løfter om at sætte gang i arbejdet med at forlænge motorvejen, siger Dorte Meldgaard.

Ifølge borgmesteren kan motorvejen forlænges til Hillerød for 400 millioner kroner. Samtidig mener hun også, at udvidelse vil spare staten for andre udgifter. Et motorvej er nemlig tre til fire gange sikrere end en hovedlandevej eller kommunevej. Kun 10 procent af alle dræbte og tilskadekomne er døde eller sårede i trafikuheld på motorvejen.

Et trafikuheld koster i følge Vejdirektoratet 1,79 millioner kroner fordelt på personrelaterede omkostninger, materielskadeomkostninger og velfærdstab.

- Det er endnu en rigtig god grund til, at det er rigtig vigtigt, at netop forlængelsen af Hillerødmotorvejen fra Allerød til Hillerød bliver udvidet. Der sker færre uheld på motorveje, og det kan både spare mange mennesker for frygtelige oplevelser og følgevirkninger og det offentlige for udgifter til sygepleje, genoptræning, måske nedsat arbejdsevne og så videre, siger Dorte Meldgaard.

Den 2. november skal transportminister Hans Christian Schmidt mødes med de nordsjællandske borgmestre for at tale om trafikudfordringerne.