Foto: Liselotte Sabroe

Borgmester på bundplacering: Jeg er ligeglad

Tårnby har et ganske godt erhvervsklima, lyder det fra borgmester Henrik Zimino, Soc.dem. - selv om Dansk Byggeris undersøgelse tegner et andet billede.

Mens Frederikssund i dag kan bryste sig af at være den mest erhvervsvenlige kommune i hovedstadsområdet og den tredjebedste i hele landet på Dansk Byggeris nye rangliste over erhvervsklimaet i kommunerne, ser det helt anderledes ud for Tårnby. 

Kommunen midt på Amager, der sidste år indtog 97. pladsen, er i år havnet som landets mindst erhvervsvenlige kommune - som nummer 98 ud af 98.

I hvert fald hvis man spørger Dansk Byggeri – og det kunne borgmesteren ikke drømme om.

  Foto: TV 2 Lorry

Valgt ikke at deltage

Som den eneste kommune i landet har forvaltningen ikke deltaget i undersøgelsen. Det er et helt bevidst valg.

- Vi bruger ikke vores tid på sådan noget pjat. Min kommunaldirektør skal ikke spilde sin tid på et spørgeskema fra en organisation, der laver den her undersøgelse for at lægge pres på kommunerne og spille os ud mod hinanden, siger Henrik Zimino, Soc.dem., til TV 2 Lorry.

Jeg er ligeglad med vores placering. Det interesserer mig overhovedet ikke, hvad Dansk Byggeri mener. Vi er i stand til at tiltrække de virksomheder, vi vil – og kan faktisk ikke skaffe jord nok

Henrik Zimino, Soc.dem., borgmester, Tårnby

Uagtet hvad du mener om undersøgelsen, så må det da være surt at være nummer sjok?

- Jeg er ligeglad med vores placering. Det interesserer mig overhovedet ikke, hvad Dansk Byggeri mener. Vi er i stand til at tiltrække de virksomheder, vi vil – og kan faktisk ikke skaffe jord nok.

Flere arbejdspladser end erhvervsaktive

Så Tårnby har ikke ondt i erhvervsvenligheden?

- Nej, lyder det grinende fra Henrik Zimino.

- Vi har flere tusinde flere arbejdspladser end vi har arbejdstagere, og jeg har så sent som i dag taget første spadestik til en ny medicinalvirksomhed, der får 700 arbejdspladser, siger Henrik Zimino.

Dækningsafgift ikke afgørende

Det er Ferring Pharmaceuticals, der flytter sit domicil fra Ørested i København til Scanport tæt ved Københavns Lufthavn i Kastrup.

Det har tilsyneladende ikke afskrækket Ferring, at Tårnby har en dækningsafgift på 10,00 promille. Og det vil det heller ikke gøre for andre virksomheder, mener han.

- Hvis en virksomhed er nødt til at lokalisere sig efter dækningsbidraget, så er den ikke godt kørende, siger han.

HER ER LISTEN

Placeringen blandt alle landets 98 kommuner. Sidste års placering er i parentes.

3 (10): Frederikssund
18 (17): Solrød
19 (19): Køge
20 (45): Hillerød
27 (13): Stevns
28 (32): Greve
32 (38): Gribskov
36 (40): Halsnæs
40 (33): Vallensbæk
47 (63): Allerød
48 (31): Gentofte
51 (34): Lejre
56 (62): Rudersdal
57 (54): Frederiksberg
62 (57): Gladsaxe
64 (72): Herlev
65 (88): Egedal
70 (58): Roskilde
71 (59): Ballerup
72 (77): Furesø
73 (76): Høje-Taastrup
74 (75): Hørsholm
78 (85): Dragør
81 (86): Fredensborg
85 (67): Helsingør
86 (94): Brøndby
87 (90): Ishøj
89 (89): Lyngby-Taarbæk
91 (73): Glostrup
92 (92): Hvidovre
95 (84): København
96 (98): Albertslund
97 (96): Rødovre
98 (97): Tårnby

Kilde: Dansk Byggeri