KOMMUNAL OG REGIONSRÅDSVALG 2017 Gå til valg forsiden

Borgmester om V-profils bandeforslag: "Langt over grænsen"

Foto: NIels Ahlmann Olesen / Erik Refner / Scanpix

Cecilia Lonning-Skovgaard vil fyre bandemedlemmers familiemedlemmer, der er offentligt ansatte i kommunen. "Vanvittigt!", siger radikal borgmester.

Det er "misforstået godhed", når forvaltningerne i Københavns Kommune ikke straffer bandemedlemmer på integrations-, skole- og socialområdet.

Sådan lyder det fra Venstres spidskandidat i København, Cecilia Lonning-Skovgaard, der mener, at bandemedlemmerne skal straffes med andet end fængsel.

Det skriver Politiken fredag. 

Læs også Ballade i byråd: 'Du skal ikke tale til mig som en skoledreng'

Spidskandidaten vil ramme bandemedlemmerne på det, de elsker - og det er, ifølge hende, deres familier.

- Bandekriminelle er jo ligeglade med at blive smidt i fængsel. Vi skal have dem til at tænke: "Hvis jeg fortsætter med det her, så mister min kæreste sit job, eller forældre ryger ud af lejligheden". Det er det eneste, jeg har respekt for, siger Cecilia Lonning-Skovgaard til Politiken.

Politikeren anerkender, at der ikke er lovhjemmel til at gennemføre de indgribende stramninger, særligt i den private sektor. Alligevel mener hun, at der kan være mulighed gennem de stillinger, som er kommunalt forankret.

- Nej, det er nok svært. Men når vi har ansat folk i kommunale stillinger eller offentlig-private partnerskaber, kan det godt lade sig gøre. For eksempel kører man et stort forsøg i Mjølnerparken, hvor Lejerbo har ledige indrulleret i forskellige jobs. Og der kan vi sige: "Hvis du ikke siger til din søn, at han skal stoppe med at køre rundt på din scooter og skyde på forbipasserende, så ryger du ud", siger politikeren til avisen. 

Læs også Nyt indvandrerkritisk parti stiller op i Albertslund

Borgmester: "Det er vanvittigt"

Venstre-politikerens svada i fredagens Politiken er "latterlig" og "vanvittig", mener Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev, Rad.V..

- Jeg synes grundlæggende, at det er vanvittigt.

- Ud fra et fagligt integrationsmæssigt perspektiv giver det ingen mening at straffe dem, som har fået uddannelse og job mod alle odds. Når de så skal straffes for ugerninger, som andre begår, så bliver det helt vildt, siger borgmesteren på området i København til TV 2 Lorry.

Anna Mee Allerslev mener, at Cecilia Lonning-Skovgaards forslag er direkte kontraproduktivt for integrationen.

- Folk som har gjort alt det, vi har bedt dem om, alt det vi har prædiket, de risikerer nu at blive straffet for at have en bror eller søster, som har gjort noget kriminelt, siger hun til TV 2 Lorry.

Læs også Kampen om København: V øjner sprækker i den røde højborg

"Er det her det nye Venstre?"

Borgmesterens pointerer desuden, at der er forskel på at være hård i retorikken og så at gå over grænsen.

Ifølge Anna Mee Allerslev er der tale om sidstnævnte, når det gælder kollegaens udmeldinger i fredagens udgave Politiken.

- For Cecilia Lonning-Skovgaard stopper ikke her. Hun går jo videre. Man skal blive hjemløs, man skal blive tvangsfjernet, fordi en er har gjort noget alvorligt. Vi er alle enige om, at alle skal have en uddannelse og et job. Det er dem, Cecilia Lonning nu vil straffe. Det er vanvittigt, synes jeg. Og det virker meget ugennemtænkt, siger hun.

Straffen skal i stedet gå til de unge kriminelle og bandemedlemmerne selv, mener borgmesteren. 

I Politikens artikel nævner Cecilia Lonning-Skovgaard, at hendes forslag - om end det er ulovligt for nuværende - viser, at hun sammen med sit parti Venstre har flyttet sig på en række områder.

- Jeg synes, at Venstre og Cecilia går langt over grænsen. Og Venstre på Christiansborg har været meget tavse. Så jeg vil faktisk gerne høre statsministeren svare på, om de her linjer er det nye Venstre, siger Anna Mee Allerslev.

Læs også 'Den Falske Marquis' stiller op til kommunalvalget