Borgmester om ulovlige gaderæs: Jeg vil ikke belønne vanvid

Fartglad organisation vil arrangere lovlige gaderæs på Vestegnen. Men i Høje-Taastrup vil man i stedet have politiet til at stoppe løbene.

I den seneste tid har Vestegnens Politi slået hårdt ned på ulovlige gaderæs.

Forleden blev der blandt andet uddelt bøder for 55.000 kroner, da politiet lukkede et ulovligt bilræs på Vestegnen, og nu retter borgmesteren i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler (Koncervative), og formanden for Teknisk Udvalg i samme kommune, Lars Prier (Dansk Folkeparti), henvendelse til justitsministeren. 

Politikerne ønsker, at justitsminister Søren Pape Poulsen afsætter midler til at stoppe de potentielt farlige gaderæs på åben gade:

- Det er vanvidskørsel, som støjer og skræmmer og i sidste ende kan koste menneskeliv, anfører de i et brev. 

Organisation: Gør det lovligt

Det er ellers ikke længe siden, at organisationen Racedays.dk, som arrangerer lovlige gaderæs på blandt andet Fyn og i Jylland, argumenterede for, at man bør lave lovlige bilræs på Vestegnen også. 

Argumentet lyder, at det vil holde fartelskende borgere fra at køre ulovligt på befærderede gader: 

- Hvis man får et alternativ, er der noget at vælge imellem. Det kan få flere unge mennesker til forhåbentligt at holde sig væk (fra de ulovlige konkurrencer, red.), sagde racerkøreren Jørgen Zobel til TV 2 Lorry. 

Men han skal ikke regne med, at hans bønner bliver hørt i Høje-Taastrup. 

Ikke plads til racerbane i hovedstadsområdet

Borgmester Michael Ziegler vil nemlig ikke belønne de kriminelle, forklarer han til TV 2 Lorry:

- Jeg kan sagtens forstå fascinationen ved biler og motorcykler. Det har jeg ikke noget imod. Men jeg ser det som et principielt problem, hvis vi belønner ulovlig og hensynsløs kørsel med en bane, siger han. 

Men anerkender du ikke, at det kan holde dem fra vejen, hvis de fik deres egen bane?

Jeg kan sagtens se for mig, at man i det mørke Jylland kan finde plads og steder til en bane. Men det er altså sværere i hovedstadsområdet. Der skal ikke være beboelse i en radius af to til tre kilometer fra banen på grund af motorstøjen. Det kan jeg ikke finde her. 

Ønske om nye redskaber til politiet

Københavns Vestegns Politi bekræfter overfor TV 2 Lorry, at man hver weekend oplever bilræs - især på Striben i Ishøj. 

- Hver fredag og lørdag i sommerhalvåret ser vi 400 til 700 biler med unge mennesker, som står og sparker dæk. Når vi er der, kører de ikke om kap. Men så kører de bare til en anden kommune og gør det, siger leder af færdselspolitiet Steen Lyth til TV 2 Lorry. 

Borgmesteren og udvalgsformanden beder derfor - i deres brev til justitsminister Søren Pape Poulsen - om flere redskaber til politiet. 

- (..) for eksempel mulighed for skjulte stærekasser eller lignende udstyr, som kan dokumentere vanvidskørslen, og mulighed for uden varsel at konfiskere køretøjer, der bruges til vanvidskørsel, skriver man. 

TV 2 Lorry har spurgt Justitsminsteriets pressetjeneste, hvordan man forholder sig til ønsket. Man er endnu ikke vendt tilbage.

Sådan ser det ud, når Jørgen Zobel kører lovligt ræs. Video: privat

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik