05:47

Movias nye takstsystem Takst Sjælland 16 trådte i går i kraft - men kritikken af systemet er langt fra forstummet - tværtimod. Video: Liselotte Sabroe

Borgmester om nye takster: Det er politisk uklogt

Flere borgmestre i yderkommunerne giver det nye takstsystem en kølig modtagelse. De forudser, at færre vil benytte den offentlige trafik.

Movias nye takstsystem Takst Sjælland 16 trådte i går i kraft, og det har fået mange borgere til at reagere. 

Det er meget voldsomt og derfor også politisk uklogt

Steen Hasselriis, Borgmester

Men også flere borgmestre kritiserer i dag de nye takster.

I Gribskov Kommune er det blevet dyrere for borgerne at tage toget til København, og borgmesteren er ikke tilfreds. 

- Det er noget møg, fordi det ikke understøtter den vækst, som vi har godt gang i i vores kommuner, siger Kim Valentin (V), borgmester, Gribskov Kommune og fortsætter: 

- Man kan sukke lidt over, at man laver et system, der er mindre fleksibelt, siger Kim Valentin. 

Også i nabokommunen Halsnæs, får de nye takster en kølig modtagelse. Her er borgmesteren overbevist om, at systemet vil betyde, at færre benytter den kollektive trafik.

- Det er meget voldsomt og derfor også politisk uklogt, det der er blevet gjort, siger Steen Hasselriis (V), Borgmester i Halsnæs Kommune. 

Læs også Nye takster: Lea mister sin rabat, mens hun venter på pendlerkortet

Forudser flere i biler på vejene

I Stevns Kommune er rigtig mange borgere afhængige af et fleksibelt system, og her forudser formanden for Plan- og Teknikudvalget, at flere vil vælge den offentlige transport fra.

- Der er flere borgere, der vil tage bilen i stedet. Hvis der er noget, vi ikke har brug for nede i området omkring Køge, så er det, at der kommer flere biler på motorvejssystemet, siger Steen S. Hansen (soc.dem.), Formand, Plan- og Teknikudvalget, Stevns. 

Læs også Overblik: Forstå det nye takstsystem på tre minutter