Høje-Taastrup-borgmester Michael Ziegler (tv) kan godt forstå, at folk er fortørnede over millionbonus til kommunaldirektør (th). Foto: Thomas Lekfeldt - Ritzau Scanpix | Høje-Taastrup Kommune

Borgmester om milliongodtgørelse til kommunaldirektør: Svært at forsvare

Høje-Taastrup-borgmesteren erkender, at det er svært at forsvare, at kommunaldirektør får bonus på 1,4 millioner kroner for fortsætte i sit job.

Den konservative Høje-Taastrup-borgmester, Michael Ziegler, er kommet under heftig kritik. 

Vi har besluttet, at vi ikke vil lave den slags aftaler mere. Fordi de er svære at forklare og dermed svære at forsvare.

Michael Ziegler

For nylig kom det frem, at kommunaldirektøren i Høje-Taastrup, Lars Holte, får en fratrædelsesbonus på 1,4 millioner kroner udbetalt til sommer, selvom han fortsætter i sin stilling med en årslån på 1,9 millioner kroner.

Nu besvarer borgmesteren den kritik, nyheden om den store udbetaling blev mødt med.

Læs også Kommunaldirektør får millionfratrædelse, men fortsætter i jobbet

Han erkender, at bonussen er svær at forsvare:

- Jeg kan godt forstå, at det virker voldsomt! Og vi har faktisk tilbage i februar af egen drift besluttet, at vi ikke vil lave den slags aftaler mere. Fordi de er svære at forklare - og dermed svære at forsvare, skriver Michael Ziegler på sin facebook-profil og fortsætter:

- Det helt enkle svar er: vi betaler, fordi vi skal!

Årsagen til kommunaldirektørens store millionudbetaling er, at kommunaldirektøren i 2012 blev ansat - i øvrigt af Michael Ziegler blandt andre - på en seksårig åremålskontrakt, som altså udløber denne sommer.

Så selvom kommunaldirektøren teknisk set blot fortsætter i sit nuværende job, så får han den klækkelige bonus, fordi han fratræder sin gamle kontrakt og igangsætter en ny. 

- 2012 er ikke længe siden, men dengang var det faktisk en meget almindelig måde at ansætte på. Mange andre gjorde det - og i jagten på at få den bedste til jobbet, gjorde vi det også, forklarer borgmesteren.

Vil stoppe med at lave lignende kontrakter

I facebook-opslaget skriver Michael Ziegler, at byrådet i Høje-Taastrup fremover ikke vil indgå kontrakter med en stor fratrædelsesbonus indbygget.

2012 er ikke længe siden, men dengang var det faktisk en meget almindelig måde at ansætte på. Mange andre gjorde det, og i jagten på at få den bedste til jobbet, gjorde vi det også

Michael Ziegler

Derfor kan det synes besynderligt, at kommunaldirektøren på ny har fået en kontrakt, hvor han ved udløbet kan se frem til en stor sæk penge i godtgørelse.

I den nye kontrakt, der løber frem til 2021, kan Lars Holte se frem til at modtage en halv million kroner i godtgørelse ved kontraktens udløb. Samtidig kommer han til at hæve en årlig gage på næsten 1,9 millioner kroner.

Det kunne lokalmediet Taastrup Nu fortælle i sidste uge, efter aktindsigt i sagen.

Som kommunaldirektør er Lars Holte den øverste chef for Høje-Taastrup Kommunes ansatte. 

I 2015 blev reglerne ændret, så kommunaldirektører ikke får en bonus, når de går fra en åremålsansættelse til fast ansættelse.

Ved de overenskomstforhandlinger, der lige nu finder sted, er det et ønske fra Kommunernes Landsforening at afskaffe reglen der gør, at man kan få udbetalt en bonus, når man forlænger kontrakten.