Borgmester om metrostøj: Det er umuligt at kontrollere

Metroarbejderne kan nu larme, uden at Københavns Kommune kan gøre noget ved det. Sådan lyder advarslen fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

Østre Landsret har netop frifundet hovedentreprenøren bag Københavns metrobyggeri for ikke at have overholdt støjgrænserne under byggeriet.

Københavnerne tæt på metroens byggepladser er nu frataget enhver form for beskyttelse mod støj

Morten Kabell, Teknik- og Miljøborgmester

I byretten blev selskabet ellers idømt en bøde på 100.000 kroner, men landsretten vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at de konstaterede støjoverskridelser skyldtes metroselskabets arbejde. 

Og det viser med al tydelighed, at Københavns Kommune ikke har en reel chance for at kontrollere og sanktionere metroselskabet, mener Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, Enhl. 

- Med dommen slår man jo fast, at vi er sat ud af spillet. Kommunens mulighed for at kunne gøre det, man forventer - at føre kontrol med byggepladsernes støj og møg - er jo umuliggjort, siger han til TV 2 Lorry.  

Læs også Landsret frifinder metro-entreprenør for støj

Metrostøj

I 2016 gav Københavns Kommunes Center for Miljøbeskyttelse 32 indskærpelser for støj under metrobyggeriet. Der blev yderligere givet 20 pålæg om at nedsætte støjen. 

Herudover er der sket politianmeldelse en gang i både 2015 og 2016. 

Kontrolmulighederne giver ikke mulighed for at løfte beviserne

Hver dag døgnet rundt bliver støjen målt nær metrobyggeriet i København. Men sensorernes målinger er altså i sig selv ikke nok til at dømme metroselskabet for at støje urimeligt. 

Årsagerne til udsving kan nemlig være mange - eksempelvis kan råb, trafik eller sirener give øget larm, og derfor skal Københavns Kommune kunne bevise, at målinger, der overskrider grænserne, skyldes selve metroarbejdet. 

Problemet er bare, at kommunen ikke må komme uanmeldt for at kontrollere byggepladsen, påpeger borgmesteren. 

- Vi skal ringe 24 timer før, vi kommer på tilsyn eller rykker ud for at stoppe arbejde, som kan være særligt støjgivende. Det betyder sådan set, at københavnerne tæt på metroens byggepladser nu er frataget enhver form for beskyttelse mod støj, som andre danskere ellers nyder nær større byggerier, siger Morten Kabell

Derudover modtager man først målingerne dagen efter, hvilket gør det svært for kommunen at bevise, hvad der kan have støjet på pladsen.

- Grundlæggende bør vi igen få mulighed for at føre et effektivt tilsyn. Det kan også være videoovervågning i form af webcams på byggepladserne, for vi har at gøre med en entreprenør, som gør, hvad han vil, siger borgmesteren. 

Læs også Metrostøj ved Cityringen: Borgere vil hive staten i retten

Regler til gavn for byggeriet
 

De særlige regler for kontrol med byggeriet af den københavnske metro blev indført i 2014 som led i et større lovkompleks, der skulle bringe anlægsarbejderne tilbage på sporet efter store forsinkelser og overskridelser af budgettet af byggeriet.

Her fik entreprenøren markante forhøjelser af støjgrænserne og muligheden for at arbejde på flere tider af døgnet. Naboerne fik til gengæld ret til større kompensation og krav på genhusning, når generne fra byggeriet er værst.

Dengang sov den daværende transportminister Magnus Heunicke, Soc.dem., ved en nabo til byggeriet, og kunne selv konstatere, at han faktisk fik forstyrret sin nattesøvn.

- Men man kan jo ikke lave en stor metro midt i København, uden at det kan høres, støjer og støver, sagde han til DR. 

TV 2 Lorry har været i kontakt med Transportministeriet, der endnu ikke er vendt tilbage med et svar på borgmesterens aktuelle kritik af støjreglerne. 

03:02

Nyhedsudsendelse fra november 2016:Beboerne tæt på byggepladserne har fået nok. Derfor vil de nu gå i retten mod staten, hvis ikke deres klager over støjgenerne bliver hørt. 

Luk video