Borgmester langer ud efter Saxo Bank

Der bliver ingen Tour de France-helt til publikum i Roskilde, når rytterne i cykelløbet Post Danmark Rundt på lørdag kører enkeltstart i Roskilde området.

Den danske vinder af Tourens 12. etape, Nicki Sørensen udgår af løbet fredag efter tredje etape for at være med, når hans chef Bjarne Riis holder bryllup. Den besked er Roskilde Kommunes borgmester Poul Lindor Nielsen (S) ikke tilfreds med. - Jeg respekterer, at han skal til bryllup, men jeg synes, det er usportsligt, at Danmarks stærkeste cykelhold forlods melder ud, at de stiller med et hold i Danmarks største cykelløb og så ikke gennemfører med hele holdet, siger Poul Lindor Nielsen.
Det skriver DAGBLADET Roskilde.
Jublen var stor, da det for en uge siden blev offentliggjort, at Nicki Sørensen stillede til start i Post Danmark Rundt i stedet for sin holdkammerat Jens Voigt, der efter styrt i Tour de France ikke kan deltage i løbet. I en pressemeddelelse tirsdag opfordrede borgmesteren borgerne i Roskilde til at møde op til enkeltstarten og hylde helten, men nu må roskildenserne nøjes med at heppe på holdets øvrige ryttere.- Hvor er den sportslige værdi, når den ene af rytterne udgår forud for de afgørende etaper? Jeg synes, Team Saxo Bank skulle have stillet med et hold, som kunne gennemføre konkurrencen, og så kunne Nicki Sørensen have cyklet med som turist og ladet sig hylde, siger Poul Lindor Nielsen.