Borgmester kræver historisk skorsten genopført

Den bevaringsværdige skorsten på Enghavevej skal genopføres, hvis det står til den stedfortrædende teknik- og miljøborgmester.

00:31

Beboere på Vesterbro filmede, da den historiske skorsten i Slagtergårdene blev revet delvist ned i december 2018.

Det vakte harme, da dele af den bevaringsværdige skorsten ved Enghavevej på Vesterbro ved de historiske slagtergårde uden tilladelse fra Københavns Kommune blev revet ned den 13. december 2018.

Dagen efter blev arbejdet med at fjerne elleve af de 31 meter skorsten på Enghavevej genoptaget med tilladelse fra kommunen af frygt for, at skorstenen ville kollapse.

Mandag skal medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget beslutte, om de vil følge forvaltningens indstilling og give bygherren en dispensation, der betyder, at skorstenen forbliver, som den er, eller om tårnet skal rives ned og bygges i den oprindelige højde.

- Skorstenen er erklæret bevaringsværdig i sin fulde form og ikke kun i 2/3 af dens højde. Derfor bliver det også et klart nej fra Enhedslistens side til det ønske om dispensation, som bygherren har fremført. Hvis der ikke er politisk flertal for at holde fast i kravet om fuld genopførsel, er der jo ikke længere grund til at stemple ting som bevaringsværdige, siger Karina Vestergård Madsen (EL).

Skorstenen er et pejlemærke

Karina Vestergård Madsens krav møder opbakning hos Vesterbro Lokaludvalg, fordi skorstenen efter genopførelsen kan komme til at ligne den oprindelige skorsten. 

- Skorstenen er en vidnesbyrd om historien på Vesterbro og et pejlemærke i lokalområdet. Det er jo meget normalt at vedligeholde bygninger, ved for eksempel at lave nye fuger og bruge de gamle sten, som nok er det, der skal ske her. Hvis skorstenen ikke bliver genopbygget, kan resten af bydelen ikke længere se den, siger Thomas Egholm, der er formand for Vesterbro Lokaludvalg.  

  Foto: Christel Ekelund‎ / Facebook

Ud over skorstenen er det bevaringsværdige Hollænderhus det eneste tilbageværende fra Slagtergårdene, der var nogle af Vesterbros sidste tilbageværende oprindelige bygninger fra slutningen af 1800-tallet.

Regning på 5-8 millioner kroner

Hvis Teknik- og Miljøudvalget bliver enige om at genopbygge skorstenen, kan bygherren formentligt se frem til en regning på mellem fem og otte millioner kroner for at genopføre skorstenen. Men det er et vilkår, som bygherren må leve med, hvis det står til den stedfortrædende teknik- og miljøborgmester.

- Vesterbroerne har allerede mistet Slagtergårdene, og nu er en tredjedel af skorstenen væk. Bevaringen af den har hele tiden været et vilkår, og det skal vi ikke fravige. Skorstenen har lokal, kulturel og historisk værdi, og et politisk flertal har allerede demoleret slagtergårdene, siger Karina Vestergård Madsen.

Hun påpeger, at man bør anvende genbrugssten til at genopføre skorstenen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik