Borgmester i krig mod monsterregn

Efter at tre skybrud på bare et år har anrettet skader for op imod fem milliarder kroner, søsætter Københavns miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) nu en plan.

Den skal begrænse følgerne af kommende skybrud. Miljøborgmesteren går ind til de kommende budgetforhandlinger med et ønske om at få afsat 200 millioner kroner til kampen mod de ødelæggende vandmasser.
      »Der er behov for en omfattende indsats her og nu. Skybruddene har lammet store del af byen. Boligejere, virksomheder, sygehuse, veje, jernbaner og metro har lidt under voldsomme vandmængder hele tre gange på bare et år. Og klimaforskerne fortæller os, at vi kan vente mere af samme skuffe. Så jeg er nødt til som miljøborgmester at tage ansvar. Vi skal fremtidssikre København mod monsterregn, og vi skal i gang med det samme,« siger Ayfer Baykal.
      Hun er klar med en plan, der skal opsamle regnvand i grønne områder eller lede det ud i Øresund. Bedre brønde, nye kloakledninger og hævede kantsten er nogle af midlerne mod kommende skybrud over København.
      Planen er i første omgang målrettet de værst ramte områder af hovedstaden. Det gælder Vesterbro, Østerbro, Indre by, Valby og Vanløse. Og det mest spektakulære projekt er møntet på kampen mod oversvømmelser på Østerbro, hvor en af landets mest trafikerede veje, Lyngbyvejen, nu tre gange på et år har været blokeret af regnvand.
      »Oversvømmelsen af Lyngbyvejen skyldes, at Emdrup Sø ikke kan rumme alt regnvandet. Det løber ud i kloaksystemet og ender med at oversvømme lavtliggende områder som Lyngbyvejen. Derfor arbejder vi nu med den løsning at etablere en rørledning fra Emdrup Sø til Øresund, så vandet kan ledes uden om kloakkerne og direkte ud i havet,« siger Lykke Leonhardsen, der er centerchef i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning.
      Alene rørledningen fra søen til havet vil løbe op i 100 millioner kroner, et beløb, som Københavns Kommune vil prøve at finde sammen med nabokommunerne Gentofte og Gladsaxe.
      Når det gælder oversvømmelser i Valby og Vanløse, satser miljøborgmester Ayfer Kaybal på, at et allerede igangværende projekt om genopretning af Harrestrup Å kan bidrage til at løse problemerne. Ideen er, at grønne områder langs vandløbet skal kunne tage vandmængderne i perioder. I den indre by, for eksempel ved Gammel Strand og Skt. Annæ Plads, arbejder teknikerne med den idé at hæve kanstenene, så vandet kan løbe gennem gaderne og ud i havnen i stedet for ned i københavnernes kældre.
      De Konservatives miljøordfører, Jacob Næsager, er enig i behovet for at komme i gang her og nu. Han mener, at pengene til formålet kan findes ved at omprioritere kommunens midler fra prestigeprojekter til et nødvendigt projekt som skybrudsindsatsen.
      »Vi skal se på, hvordan vi får den bedste sikring for pengene, og om vi kan samtænke anlægsarbejder,« siger Jacob Næsager.
      En af landets førende eksperter i oversvømmelser lektor Karsten Arnbjerg-Nielsen, Institut for Vand og Miljøteknologi på DTU, mener umiddelbart, at miljøborgmesterens initiativer virker fornuftige og velbegrundede, men han understreger også, at han ikke kender forholdene i København så godt, at han kan give en detaljeret faglig vurdering af udspillet. Når det gælder selve grundlaget for miljøborgmesterens initiativ, de hyppige skybrud, er han enig med Københavns Kommune i, at virkeligheden har overhalet alle forudsigelser.
      »Klimamodellerne fortæller os, at vil vil få 30 til 40 procent flere tilfælde af ekstrem regn i løbet af 100 år. Men den ændring i hyppigheden har vi allerede set i perioden fra 1990 til i dag. Vi ved endnu ikke, om det er tilfældigheder, eller der er væsentlige forhold, modellerne ikke har taget højde for. Men vi forsker i det på livet løs,« siger Karsten Arnbjerg-Nielsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik