Borgmester i København: Skattestigning skal sikre velfærd

De næste fire år skal Københavns Kommune spare over to milliarder kroner. Københavns sundheds- og omsorgsborgmester vil derfor hæve skatten for at sikre velfærden.

På Københavns Rådhus skal der tirsdag diskuteres budget for næste år.

Men sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen, frygter, at de varslede besparelser vil få store konsekvenser for velfærden.

- Konsekvenserne af de besparelser, som regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget, bliver enorme. Hvis vi fyrrer otte lærere på alle folkeskoler, fem pædagoger i alle institutionsnetværk og 2500 varme hænder i ældreplejen, så er vi stadig oppe på to milliarder kroner. Det er alvorligt, siger Ninna Thomsen i en pressemeddelelse.

Besparelserne frem mod 2020 skyldes dels det såkaldte omprioriteringsbidrag, som regeringen, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance indførte med finansloven i november og dels, at der kommer flere børn og ældre i København.

Borgmesteren fra SF frygter særligt for indsatsen for kræftsyge og psykisk syge, en reduktion i kommunens plejeboliger og desuden massive fyringsrunder blandt lærere, pædagoger og i ældreplejen.

- Det giver sig selv, at man ikke kan levere bedre velfærd til borgerne og samtidig spare milliarder. Det er naturstridigt. Men jeg vil ikke svinge kniven over ældrepleje, sundhedstilbud, daginstitutioner og skoler. Jeg vil ikke lade de ældre og børnene betale regningen for regeringen og Dansk Folkepartis nulvækst, siger hun i pressemeddelelsen.

Ninna Thomsen foreslår derfor, at skatteprocenten sættes op for at bevare velfærden.

Præcist hvor meget vil hun ikke sige på forhånd, da det er op til de politiske forhandlinger.

Men en stigning på eksempelvis 0,3 procent vil indbringe lidt over en milliard kroner over de næste fire år.

Det svarer for gennemsnitskøbenhavneren til en skattestigning på 74 kroner om måneden, står der i pressemeddelelsen. 

- Mit foreslag er en solidarisk løsning, hvor alle københavnere bidrager en smule ekstra, mod at vi undgår besparelser på velfærden. I denne situation er det i mine øjne kun retfærdigt, at vi alle sammen løfter i flok og giver en smule mere til fællesskabet, så vi kan minimere besparelserne og sikre ordentlig pasning og pleje til vores børn og ældre, siger hun.

Udover skattestigningen vil borgmesteren desuden annullere en række planlagte afgiftslettelser til erhvervslivet.

I alt vil de to forslag tilsammen give 1,2 milliarder kroner over fire år til kommunekassen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik