Borgmester gravid for anden gang: Her er hendes afløser

SF's borgmester i København, Sisse Marie Welling, skal være mor for anden gang.

Den københavnske borgmester Sisse Marie Welling er 32 år. Foto: Søren Bidstrup - Ritzau Scanpix

Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling fra SF, er gravid.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse fredag.

Det er anden gang, at borgmesteren skal være mor.

I maj måned 2017 fik Welling og hendes mand, Bo Berendt Christensen, deres første barn. Sisse Marie Welling var alligevel klar til start, da kommunalvalget løb af stablen i efteråret samme år.

Sisse Marie Welling var også gravid op til Kommunalvalget i 2017. Foto: Søren Bidstrup - Ritzau Scanpix

Her blev hun genvalgt i København Kommune for partiet SF og sidder i dag som sundheds- og omsorgsborgmester.

Ifølge pressemeddelelsen fra Københavns Kommune, skal borgmesteren føde til sommer.

Barslen vil dog først finde sted efter de kommunale budgetforhandlinger i september måned, hvorefter hendes partifælle Klaus Mygind, som er gruppeformand for SF i Borgerrepræsentationen, vil overtage borgmesterposten i Wellings fravær.

Han har været medlem af borgerrepræsentationen siden 2009, og han blev valgt ind igen i 2017 med 1.440 personlige stemmer. Sisse Marie Welling fik til sammenligning 5.254 personlige stemmer.

Astrid Aller fra SF blive fungerende gruppeformand i samme periode.

Klaus Mygind overtager for Sisse Marie Welling, mens hun er på barsel. Foto: Valgfoto


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret