Borgmester fyrer topdirektør i Københavns Kommune

Den administrerende direktør i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning afskediges.

Økonomiudvalget i Københavns Kommune har besluttet af afskedige den administrerende direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen, Pernille Andersen.

Fyringen er sket på direkte anmodning fra kommunens teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, Enhedslisten.

quote Baggrunden herfor er, at der samlet set tegner sig et billede af en forvaltning med utilstrækkelig klarhed om forretningsgangene.

Ninna Hedeager Olsen, teknik- og miljøborgmester, København, Enhedslisten

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

- Jeg har efter nøje overvejelse besluttet at anmode Økonomiudvalget om at indlede en afskedigelsessag mod Teknik- og Miljøforvaltningens administrerende direktør. Baggrunden herfor er, at der samlet set tegner sig et billede af en forvaltning med utilstrækkelig klarhed om forretningsgangene.

- Det har på den baggrund været min vurdering, at der er brug for en ny administrerende direktør i spidsen for forvaltningen. Eftersom der er tale om en personalesag, kan jeg ikke udtale mig yderligere om sagen, udtaler borgmesteren.

På Økonomiudvalgets møde den 2. april skal den egentlige afskedigelsessag behandles, hvorefter den skal runde Borgerrepræsentationen i København den 11. april.

Det er først herefter kommunen vil tage stilling til, hvem der skal konstitueres som ny administrerende direktør på posten.

Det er også først efter mødet i Borgerrepræsentationen, at Københavns Kommune vil i gang med at lede efter en ny permanent administrerende direktør til forvaltningen.

Fyring efter møgsager på stribe

Fyringen af Pernille Andersen sker efter flere sager, som har kastet en mørk skygge over forvaltningen gennem længere tid.

TV 2 Lorry har blandt andet fortalt om den såkaldte fortovsskandale, som betød, at omkring 4.000 grundejere havde betalt for meget til kommunen for fortovsrengøring.

Fejlen var sket, da Teknik- og Miljøforvaltningen ikke havde indregnet effektiviseringer og besparelser ind i prisen for det kommunale arbejde - og derfor endte kommunen med at tjene penge på ordningen.

Men det er ulovligt, og som følge af sagen måtte Københavns Kommune bøje sig for loven og betale hele 17,5 millioner kroner tilbage til de mange grundejere.

Senest har politikerne i Teknik- og Miljøudvalget gentagne gange sendt forvaltningsindstillinger tilbage til embedsmændene i forvaltningen i sagen om tagfarmen ØsterGro.

Her har forvaltningen blandt andet underkendt advokaten, som repræsenterer ØsterGro og ejeren af bygningen, Jac Nelleman, der havde vurderet, at kommunen godt kunne dispensere og se sig ud af lokalplanen, som kræver i alt 26 parkeringspladser på det tag, hvor der i dag er tagfarm.

Ved seneste møde spurgte borgmesteren endda, om udvalget kunne læne sig op af foreningens advokat frem for sin egen forvaltningen i sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik