Borgmester efter tv og bredbånds-kaos: "Nu skruer vi op"

Ishøjs borgmester lover borgerne, at der kommer styr på problemerne med Kabelplus - berørte borgere kan på penge retur.

Ishøj Kommune skærper nu kontrollen med Kabelplus - den nye administrator af kommunens fællesantenne.

Det sker efter en måned med mange tekniske problemer og et langsomt og meget ustabilt Internet, som har skabt vrede og frustrationer hos mere end 6000 borgere.

Ishøj kommune erkender, at kundeservicen har været for dårlig. Det skyldes angiveligt for få teknikere og servicemedarbejdere hos Kabelplus.

quote Der skal ikke være tvivl om, at vi tager borgernes bekymringer meget alvorligt. Så nu skruer vi op for kontrollen med kvaliteten

Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, Soc.dem.

Kommunen kræver derfor, at Kabelplus skal følge op på alle borgerhenvendelser indenfor to dage.

- Der har været store udfordringer - ingen tvivl om det. Vi får mange henvendelser fra borgerne, og mange af vores ansatte i kommunen, bor selv i Ishøj, så vi har naturligvis både fulgt overgangen tæt og mærket den på egne kroppe, siger Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, Soc.dem.

Forkerte tegninger og kabler

Forklaringen på de mange startvanskeligheder skal findes i at de tegninger over anlægget, som Kabelplus havde modtaget, ikke var korrekte, og at en del kabler var opmærket forkert. Det betød, at Kabelplus måtte bruge mange ressourcer på blot at kortlægge antenneanlægget.

Desuden var en række såkaldte forstærkere justeret forkert - noget, som muligvis skyldtes den strømafbrydelse, der havde ramt Ishøj weekenden før overdragelsen den 1. juni 2017.

For at arbejde sig igennem puklen af supportsager har Kabelplus tilføjet flere teknikere til deres team og desuden lavet en mere systematisk planlægning af teknikerbesøg. Formålet er at få nedbragt ventetiden på teknikerbesøg. Og tendensen er, at ventetiden er faldende.

Tager det meget alvorligt

- Vi kan ud fra Kabelplus' logbog se, at det går fremad, og at de nu er nået et niveau, som er acceptabelt i betragtning af de udfordringer, der har været i forbindelse med overgangen. Kabelplus er ikke nået til et almindeligt driftsniveau endnu, men det forventer både vi og Kabelplus, at de når inden for de 60 arbejdsdage, som kontrakten har fastsat, siger Ole Bjørstorp og slår fast:

- Der skal ikke være tvivl om, at vi tager borgernes bekymringer meget alvorligt. Så nu skruer vi op for kontrollen med kvaliteten, så vi kan sikre, at antallet af uløste sager bliver banket helt i bund.

Berørte borgere kan få refunderet betalingen i den periode, hvor de har døjet med et alt for dårligt Internet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik