04:13

Usikkerheden breder sig i nybyggeriet Nærheden, efter et tilsvarende projekt i Vinge er løbet ind i alvorlige problemer. Video: TV 2 Lorry

Borgmester efter kuldsejlet byprojekt: Det sker ikke hos os

Der er ikke grund til at frygte, at byprojektet Nærheden i Høje-Taastrup lider samme skæbne som det kollapse projekt Vinge i Frederikssund. Det forsikrer Høje-Taastrups borgmester.

Direktøren for byudviklingsprojektet Nærheden i Høje Taastrup har den seneste uges tid fået flere bekymrede henvendelser. 

Anledningen er de mange historier om det kuldsejlede byudviklingsprojekt Vinge i Frederikssund.

- Jeg har talt med både borgere og en investor, som spørger mig, om vi kan komme ud i de samme økonomiske problemer her som i Vinge. De vil vide, om det er farligt at investere og købe en bolig her. Så siger jeg til dem, at det er ikke farligt.  

Byudviklingsprojektet Nærheden i Høje Taastrup minder ellers på mange punkter om byudviklingsprojektet Vinge i Frederikssund, som lige nu er ramt af usikkerhed og nervøsitet på grund af et økonomisk kollaps. 

Begge projekter satser på lavt og tæt byggeri, bæredygtighed og fællesskab.

Men på trods af mange fællestræk og visioner for de to projekter er der alligevel en afgørende forskel.

- Nærhedens samlede areal på 65 hektar ligger lige op til Hedehusene Station. I Vinge kører der et tog, men det stopper ikke. Der er nemlig endnu ingen station, siger direktøren i Nærheden, Ole Møller. 

Frederikssund Kommune har lige nu sat byudviklingen i Vinge på standby på grund af økonomiske problemer, som stammer fra et svigtende salg af byggegrunde i Vinge Centrum. Det har sået tvivl om, hvornår og om der kommer en station til Vinge.

Læs også Borgmester om Vinge: Vi må bruge al den energi vi har og kan præstere

Solid konstruktion 

Men der er også andre afgørende forskelle i måden, de to projekter er styret og konstrueret på.

Høje Taastrup Kommune har dannet et byudviklingsselskab med to ejere; Kommunen og Realdania. 

- Fordelen ved at lave arealudviklingsselskab og have nogle partnere med er jo, at man kan løfte projektet, hvis de parter, man kan gå sammen med, kan bidrage med navn og kompetencer og også økonomi i investeringsfasen, siger Michael Ziegler, borgmester i Høje Taastrup.

I Frederikssund står kommunen alene med projektet, og derfor er kommunens økonomi også direkte forbundet med bydelen Vinges økonomi. 

Det betyder, at det svigtende salg af byggegrunde i Vinge Centrum har direkte indflydelse på kommunens budget.

Helt konkret har det betydet, at kommunen har været nødt til at finde besparelser på 100 millioner kroner i Frederikssund.

00:53

Borgmester i Frederikssund, John Schmidt Andersen, forklarer, at kommune uden held forsøgte at skabe et partnerskab for at adskille økonomien i Vinge-projektet og kommunens. 

Luk video

Det kan ikke ske i Nærheden, fordi kommunen har oprettet et selvstændigt byudviklingsselskab.

- Vi ønsker at lave den her adskillelse mellem projektets økonomi og den kommunale økonomi, fordi vi så dermed er sikre på, at vi fra kommunens side kan fokusere på at køre den kommunale forretning så godt som muligt og så have projektets økonomi i et selskab for sig, siger Michael Ziegler, borgmester i Høje Taastrup Kommune.

På trods af selskabets betydning for økonomien mener direktøren i Nærheden, at det er Hedehusene Station, der kan tage æren for både størrelsen og karakteren af byggeudviklingsprojekt Nærheden:

- Jeg tror ikke, at man havde lavet så stort et projekt og så tæt en by, hvis ikke havde været en station. Så havde man måske rullet parcelhuse ud og satset mere på familien Danmark med biler.

Læs også Olsen-Banden-udstilling udsat for kup i åbningsweekend

Læs også Test af plantefars: Skubber koen ud af køledisken