Borgmester: Drop alkohol nær skoler

Når klokken ringer ud, skal der være længere for gymnasieelever og universitetsstuderende til den nærmeste bodega, skriver Berlingske. Det mener sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF).

Hun vil derfor have vedtaget en restaurationsplan, som skal udstikke retningslinjer for, hvor mange alkoholbevillinger bevillingsnævnet giver og til hvem - blandt andet ud fra hvor langt fra en ungdomsuddannelse, beværtningen ligger.
»Vi kan faktisk gøre dét, at vi begrænser antallet af bevillinger til udskænkning og bevillingstider i nogle områder af byen. Det er oplagt, at man ser på, hvor mange bevillinger man har i nærheden af ungdomsuddannelserne,« siger Ninna Thomsen til Berlingske.
I går skrev Berlingske, at Verdenssundhedsorganisationen WHO er særligt bekymret for de danske unge, som gang på gang sætter verdensrekord i druk. Det er de kedelige tal, som Ninna Thomsen nu vil til livs ved at begrænse de unges adgang til alkoholen.
»Der er udbud og efterspørgsel. Jo lettere det er at få adgang til alkohol, jo mere bliver der også drukket,« siger sundhedsborgmesteren.
Forslaget vækker betænkelighed
Men planen vækker ikke ligefrem begejstring hos HORESTAs, hotel-, restaurant-, catering- og turisterhvervets hovedorganisations, observatør i Bevillingsrådet, Lars Gudbergsen.
»Jeg vil være betænkelig ved det. Normalperioden for en bevilling er otte år, så det er praktisk svært at planlægge, fordi uddannelsesinstitutioner også flytter rundt,« siger han.
Han mener først, at sådan et forslag vil få den ønskede gennemslagskraft, hvis der er tale om områder, hvor der er 50 kilometer til nærmeste beværtning. Og ikke i København, hvor der nærmere er 50 meter til nærmeste beværtning.
»Det er meget tilgængeligt alle steder. Man skal overveje den samlede tilgængelighed og ikke kun bevillingerne. For det er jo også muligt at købe det på enhver tankstation, i enhver kiosk eller ethvert supermarked,« siger Lars Gudbergsen.
Sverige som forbillede
Men Ninna Thomsen står fast på forslaget, men understreger, at hun ikke er ude på at lukke byen ned og slå ungdomslivet ned. Men man bliver nødt til at spørge sig selv om, hvad man kan gøre, når Danmark nu besidder den noget kedelige verdensrekord i druk. Og med de begrænsede bevillinger kan man slå flere fluer med et klask. Det har man bevist i Sverige.
»I Stockholm har man haft en meget målrettet politik på området for alkoholbevillinger, som har været med til at bringe alkoholbetinget alkohol ned med en tredjedel,« siger Ninna Thomsen.
Hos Bevillingsnævnet venter man at kunne fremlægge forslaget om en restaurationsplan for Borgerrepræsentationen om et par måneder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik