Borgmester bekymret over ny Paludan-demo: "Han er ikke velkommen"

Rasmus Paludan har bebudet nye demonstrationer fredag i Hundige og Bagsværd. Borgmester er bekymret og opfordrer folk til at blive hjemme.

Efter massiv uro ved flere demonstrationer i den forgange uges tid har Rasmus Paludan varslet nye demonstrationer fredag i henholdsvis Bagsværd og Hundige.

quote Han er ikke velkommen i vores by

Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve

Ifølge partiet Stram Kurs’ Facebook-side vil demonstrationen i Bagsværd finde sted mellem klokken 11 og 12.30 ved Værebro Bibliotek, og senere samme dag vil han demonstrere ved Hundige Storcenter mellem klokken 18 og 21.

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en anmeldelse om demonstrationen i Hundige, og at vi selvfølgelig planlægger ud fra det. Mere kan jeg ikke sige, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Arne Aabech til TV 2 Lorry.

Han tilføjer dog, at han ikke har hørt noget om, at politikredsen skulle have i sinde at forbyde Rasmus Paludan at demonstrere, ligesom Københavns Vestegns Politi gjorde det tidligere på ugen, da den kontroversielle, racismedømte islamkritiker tirsdag ville demonstrere i Bagsværd.

Et forbud, som politikredsen udstedte i kølvandet på urolighederne i Albertslund, og som de forklarede var af hensyn til Rasmus Paludans sikkerhed og den offentlige fred.

Udsigten til et større politiopbud og potentielle uroligheder som følge af Paludans demonstration i Hundige vækker bekymring hos Greves borgmester, Pernille Beckmann (V).

- Han er jo af natur yderst provokerende, og jeg synes, han tænder ild til noget, som er unødvendigt, i stedet for at have respekt for at folk har forskellige religioner og tilgange til tingene. Han står jo og vifter med det som en rød klud, siger hun til TV 2 Lorry.

Ikke velkommen

Pernille Beckmann mener ikke, at Rasmus Paludan har noget at gøre i Greve, da han hende bekendt ikke har noget tilhørsforhold til byen.

- Han er ikke velkommen i vores by. Men når det er sagt, så ved jeg godt, han har sin ytringsfrihed. I øjeblikket diskuterer man, hvor grænsen går, og personligt synes jeg, at han misbruger den mulighed, han har for at ytre sig. Og jeg synes ikke, det er rimeligt, siger hun.

At Rasmus Paludan netop har valgt at holde sin demonstration ved Waves, (tidligere kendt som Hundige Storcenter, red.), tænker Pernille Beckmann ikke er tilfældigt.

Centret ligger nemlig klos op ad den almennyttige boligbebyggelse Askerød, som tidligere har været på regeringens ghettoliste, og hvor der bor mange borgere med muslimsk baggrund.

- Jeg håber ligesom alle mine andre borgmesterkolleger, at alle vil blive hjemme og vende ryggen til ham. Ellers opnår han præcis det, han gerne vil. Det bedste ville jo være, at han stod på et eller andet hjørne og var ensom, siger Pernille Beckmann.

TV 2 Lorry har i dag været i kontakt med Københavns Vestegns Politi, men afventer endnu svar på, om de også denne gang vil forbyde Rasmus Paludan at demonstrere i Bagsværd.

TV 2 Lorry talte tirsdag med Gladsaxes borgmester, Trine Græse, Socialdemokratiet, der heller ikke var begejstret for Rasmus Paludan.

Trine Græse fra Gladsaxe Kommune opfordrer i skarpe vendinger beboerne i Værebro til ikke at give Rasmus Paludan, hvad han kommer efter.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik