Borgerne fortier grov kriminalitet

Syv ud af ti københavnere, der har været udsat for vold, anmelder aldrig overgrebet til politiet.

I sager om trusler, narkotika og hærværk er tallet endnu højere. Det skriver Politiken Søndag.I den hidtil største undersøgelse af trygheden blandt hovedstadens borgere svarer et flertal af dem, der har været offer for en forbrydelse, at de ikke er gået videre til politiet. Efter at have spurgt over 7.000 borgere tøver Københavns Kommune og politiet ikke med at konkludere, at der må gøres noget ved problemet:»Resultaterne af tryghedsindekset viser, at der er en høj forekomst af oplevet kriminalitet, som ikke bliver anmeldt ... Der bør i partnerskabet mellem politi, lokale aktører og kommune sættes særligt ind for at nedbringe disse mørketal og dermed få borgerne til at anmelde oplevet kriminalitet«, står der ifølge Politiken Søndag i politiets og kommunens nye rapport, som kortlægger, hvor i byen der er brug for en forstærket indsats. Rapporten offentliggøres i næste uge.Borgernes ulyst til at indvie politiet i deres oplevelser er særlig stor i forhold til forbrydelser som narkotika, chikane, hærværk og trusler. Men også når det gælder vold, er mange utilbøjelige til at anmelde episoden. I hvert fald svarer 70 procent af dem, der efter eget udsagn er blevet fysisk forulempet, at de ikke er gået videre med sagen. Undersøgelsen afdækker samtidig, at problemerne er særligt fremherskende på Indre Nørrebro, skriver Politiken.Ifølge chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi har opfattelsen hidtil været, at det såkaldte mørketal var på vej ned, og at borgerne ikke mindst i voldssager var blevet bedre til at indberette. Men han synes, at tallene i undersøgelsen er for høje:»Kriminalstatistikkerne giver desværre ikke det rigtige billede, og særligt for de alvorlige forbrydelsers vedkommende er det alvorligt, når folk ikke anmelder deres oplevelser. Nogle tror, at det er farligt og frygter for deres sikkerhed. Andre tænker måske, at det ikke vil føre til noget resultat. Det skal vi virkelig til livs. Hvis nogen forpester et område, er det frustrerende, at politiet ikke får noget at arbejde med«, siger Per Larsen til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik