Furesøs borgmester Ole Bondo Christensen blev valgt ind som borgmester i kommunen med 5.697 personlige stemmer. Det gør ham til den mest populære politiker i Nordsjælland. Foto: David Leth Williams - Scanpix

Borgerlige partier udfordrer populær borgmester i Furesø

Ole Bondo Chistensens borgmesterplads står ikke nødvendigvis mejslet i sten i Furesø. De borgerlige partier går efter magten.

Socialdemokratiet fik 40 procent af stemmerne ved sidste kommunalvalg i Furesø.

Partiet manglede derfor kun et enkelt mandat for have absolut flertal i det 21 mand store byråd, og Ole Bondo Chistensen blev borgmester med 5.697 personlige stemmer i ryggen.

Selvom den siddende borgmester tydeligvis er populær, har de borgerlige partier rottet sig sammen for at forsøge at skubbe Ole Bondo Christensen af pinden ved kommunalvalget den 21. november.

Læs også Disse tre sager afgør valget i Furesø

Gustav Juul er Venstres spidskandidat i Furesø og håber at vinde borgmesterposten fra Ole Bondo Chistensen. Nogle vil måske kunne genkende ham som tidligere medvært på tv-programmet Luksusfælden. Foto: Valgfoto

Vil vælgerne vandre tilbage?

Venstre, Konservative, Liberal Alliance og DF er gået i valgforbund sammen for at undgå spildstemmer og for at vise en samlet borgerlig fløj.

Venstre, der lige nu har fire mandater i byrådet, har enstemigt valgt Gustav Juul som partiets spidskandidat, selvom han kun har siddet i byrådet i fire år. Og han udfordrer Ole Bondo Chistensen.

"Med fire års byrådsarbejde i bagagen ligner han nu en valgbar borgmesterkandidat, hvilket bekræftes af andre partier. Gustav Juul har da også gjort sit yderste for at optræde borgmesteragtigt, men det er tveægget sværd. For pæn opførsel er ikke nødvendigvis lig med at skabe kant til en siddende borgmester. Det må andre så gøre for ham", skriver Frederiksborg Amts Avis om spidskandidaten.

Partierne har dog ikke lavet nogle aftaler om, hvem der skal have borgmesterposten, hvis de kan samle et flertal.

Læs også Furesø Kommune afsætter flere penge til børn og ældre

De Konservative har tre mandater i byrådet i Furesø. Partiets spidskandidat, Lars Carstensen, går efter borgmesterposten. Foto: Valgfoto

De Konservative sidder lige nu i byrådet med tre mandater. Partiets spidskandidat, Lars Carstensen, går også efter borgmesterposten, selvom han lige nu ikke sidder i byrådet. Han skal derfor først vælges ind, før han kan kæmpe om kæden.

"I sidste ende er spørgsmålet om, hvorvidt vælgerne vil vandre tilbage til Venstre og Konservative. Det er trods alt en kommune med en borgerlig fortid", skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det hele bliver afgjort på valgnatten den 21. november, hvor partierne skal konstituere sig. Men selvom de borgerlige skulle gå hen og få flertal, er et valgforbund kun teknisk, og de kan frit konstituere sig på den anden side af midten.

Læs også Her er der valgdebatter i Furesø Kommune