Arkiv foto Foto: Lorry

Borgerlige: Høring om fixerum var for kort

De borgerlige partier beder Lykketoft udsætte førstebehandlingen af fixerum på grund af for kort høringsfrist

Folketinget bør vente med at førstebehandle regeringens forslag om fixerum til narkomaner, fordi SF's sundhedsminister, Astrid Krag, kun gav to dages høringsfrist, hvor blandt andre domstole, advokater og socialrådgivere kunne kommentere lovforslaget.

Derfor beder Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance nu Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), om at udsætte førstebehandlingen. Det skriver de fire borgerlige partier i et brev til ham.

- Der har været meget korte hørings- og svarfrister i forhold til fixerums-problematikken, L 185 (lovforslaget). Det finder vi helt uacceptabelt i relation til det videre arbejde og seriøsiteten heraf, hedder det i brevet.

Den ultrakorte høringsfrist blev voldsomt kritiseret af organisationer som Gadejuristen og Rådet for Social Udsatte, som støtter idéen om fixerum.
De fire borgerlige partier påpeger, at kun halvdelen af høringsberettigede organisationer har svaret.

- Det kunne tyde på, at det ikke var muligt at afgive et meningsfyldt høringssvar med den korte tidsfrist, hvilket vi finder stærkt beklageligt. Derfor vil vi bede formanden om at opfordre regeringen til at udsætte førstebehandlingen af L185, skriver de.

De fire borgerlige partier henviser til, at S-R-SF-regeringen i regeringsgrundlaget lover, at "regeringen vil i tæt samarbejde med Folketinget sikre høj lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister".

Advokatrådet er i årets første kvartal blevet bedt om at give høringssvar i 121 sager. Og i 76 sager - godt to af tre - har fristen været under tre uger. Det ligger langt under tommelfingerreglen om fire ugers svarfrist.