Borgere stoppede Irmalukning: "Det er jo ikke til at forstå"

En stor borgerindsats har stoppet lukningen af Irma-butikken på Roskildevej. I hvert fald det næste halve år.

Irma på Roskildevej i Valby var fredag eftermiddag pakket til randen med glade kunder fra lokalområdet. Her fejrede de nyheden om, at deres lokale Irma alligevel får lov at overleve.

Butikken stod ellers til at lukke søndag, men borgernes massive protester mod lukningen har givet genlyd på Irmas hovedkontor, som kort før lukketid ombestemte sig. Fredag besøgte ledelsen så butikken for at overlevere den gode nyhed.

quote Vi troede måske ikke rigtig på det, da vi startede. Og så lige pludselig, så tog fanden ved Valby.

Karen Dyhr Pedersen, del af gruppen bag Facebookgruppen "Vores Irma!"

- Vi troede måske ikke rigtig på det, da vi startede. Og så lige pludselig, så tog fanden ved Valby, og så står vi her på en fredag eftermiddag med en butik med tomme hylder, men glade kunder. Og det er jo helt ikke til at forstå, siger Karen Dyhr Pedersen, som har været til at starte protesterne, til TV 2 Lorry.

"Nu vi skal udøve vores indflydelse"

Tirsdag var Irmas ledelse også på besøg i Irma-butikken på Roskildevej. Her fik de overbragt 1500 underskrifter mod lukningen. Herefter gik ledelsen i gang med at arbejde for, at butikken alligevel kunne køre videre.

- Det er jo endnu mere fantastisk at vide, at vi kan løfte sådan en opgave her i flok, og hvor meget man kan gøre, når man rent faktisk står sammen, siger Jacob Lefévre, som har stået for indsatsen på sociale medier for protestgruppen, til TV 2 Lorry.

quote Vi er jo forsøgskaniner for Irma, så vi skal jo finde en formel for, hvordan vi kan fortsætte det her.

Karen Dyhr Pedersen, del af gruppen bag Facebookgruppen "Vores Irma!"

Den 57 år gamle Irma-butik overlever i første omgang i et halvt år. Hvis omsætningen øges, så butikken får plus på bundlejen, så vil Coop Danmark investere i en modernisering af butikken, så den kan overleve på lang sigt.

- Det er nu, vi skal begynde at udøve vores indflydelse og stemme dankortet, siger Jacob Lefévre.

De utilfredse borgere bliver dog inddraget det næste halve år. Sammen med ledelsen i Irma skal de lægge en plan for, hvordan butikken kan overleve.

- Vi er jo forsøgskaniner for Irma, så vi skal jo finde en formel for, hvordan vi kan fortsætte det her, siger Karen Dyhr Pedersen.

- Det vilde er jo, at vi er 6-700 mennesker, der aldrig rigtig har kendt hinanden. Og alligevel har vi i Storkøbenhavn med tusinder af mennesker skabt det her fællesskab. Og det er jeg sikker på nok skal bære igennem.

Så du tror på, at om et halvt år, så kommer den her Irma til at overleve yderligere?

- Nu har den været her i 57 år, og mon ikke vi skal have hundredårsjubilæum, siger Karen Dyhr Pedersen.

Sådan så det ud, da Irmas salgsdirektør overbragte nyhederne om butikken på Roskildevejs overlevelse.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik