Borgere klager over ulækre toiletter på rådhus

Udskældte toiletter på Albertslund Rådhus skal renoveres. Det har længe været tiltrængt, mener udvalgsformand

Det har længe været en lidet flatterende oplevelse at gå i ’klemmeboksen’ på Albertslund Rådhus.

Her står de offentlige toiletter i rådhusets forhal stadig, som da rådhuset blev bygget tilbage i starten af 70’erne, og ifølge kommunen er toiletterne i dag både ”nedslidte og utidssvarende”.

Kommunen får også ofte klager om toiletterne – eksempelvis om pissoiret på herretoilettet, som mange borgere oplever som uhygiejnisk.

Samtidig er toiletterne meget små og vanskelige at benytte især for personer med bevægelseshandicap

Kan ikke være dem bekendt

Derfor foreslår forvaltningen nu, at toiletterne skal renoveres. Og det er tiltrængt, mener SF’s Leif Pedersen, som er formand for Miljø- og Byudvalget i Albertslund Kommune.  

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg længe har pivet over de toiletter. De er ulækre, og vi kan ikke være dem bekendt, siger han til TV 2 Lorry.

Ifølge Leif Pedersen er rådhusets offentlige toiletter bygget helt tilbage i 1970’erne, så de "trænger virkelig til en tur,” som han selv formulerer det.

- Det er specielt pissoiret, der lugter. Og som mand vil man også gerne komme ind på et toilet, der dufter, siger han.

Koster 800.000 kroner

Helt billigt bliver det dog ikke at få opgraderet de udskældte toiletter. Forvaltningen anslår, at istandsættelsen vil koste 800.000 kroner.

Pengene skal blandt bruges på at ændre rumopdelingen, så der fremover etableres to almindelige toiletter og et handicaptoilet.

Samtidig skal alt fjernes på toiletterne, som opbygges igen med ny rumfordeling. Der lægges fliser på gulve samt på væggen bag toilettet. Øvrige vægge males, og der opsættes hængetoiletter, så det bliver nemmere at holde rent og pænt.

- Det er penge, der bestemt er nødvendige at bruge, mener Leif Pedersen fra SF.

Projektet vil blive igangsat, hvis Miljø- og Byudvalget godkender det på deres møde tirsdag i næste uge. I så fald vil projektet blive afsluttet i 2019.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik