Her inviteres borgere til debat om otte kilometer lang skybrudstunnel

Borgere i Gladsaxe, Gentofte og København inviteres til møde om gigantisk skybrudsprojekt.

Den bliver noget nær enorm, den tunnel, som forsyningsselskaberne HOFOR og Novafos planlægger at etablere på en otte kilometer lang strækning, der fører under Gladsaxe, Gentofte og København, inden den ender i Øresund.

Tunnellen er en skybrudstunnel, der skal kunne håndtere de voldsomme mængder regnvand, der strømmer ned, når hovedstadsområdet rammes af skybrud.

Projektet er endnu i planlægningsfasen, og der vil tidligst være byggestart på det engang i løbet af 2022. Og det betyder, at den kan stå færdig i år 2027.

Men allerede i denne måned bliver der holdt borgermøder om projektet.

Det oplyser Miljøstyrelsen.

På Miljøstyrelsens kort her ses den omtrentlige linjeføring på en cirka otte kilometer lange tunnel. Området, der er skraveret med grønt, er det område, tunnellen får vand fra.
På Miljøstyrelsens kort her ses den omtrentlige linjeføring på en cirka otte kilometer lange tunnel. Området, der er skraveret med grønt, er det område, tunnellen får vand fra.

Her er der borgermøder

Den 18. februar er der borgermøde på rådhuset i Gentofte fra klokken 19 til 20.30.

 

Dagen efter gælder det Gladsaxe. Her holdes mødet på Grønnemose skole - også fra 19 til 20.30.

Endelig er der møde i København på biblioteket på Rentemestrvej 21. februar fra klokken 19 til 20.30.

Miljøstyrelsen fortæller, at projektet og processen for miljøvurderingen bliver præsenteret på de tre borgermøder, og samtidig får mødedeltagerne mulighed for at stille spørgsmål og komme med deres mening om det gigantiske projekt, der kommer til at koste omkring 1,5 milliard kroner.

Tunnelen skal ligge dybt, så den får ikke den store indflydelse for folk, der bor i de områder, den føres under.

Man vil kunne bygge almindelige huse og plante træer nøjagtigt som før - Miljøstyrelsen oplyser dog, at det næppe vil være muligt at gennemføre højhusbyggerier  oven på tunnellen.

Tunnelen starter i to forgreninger, der mødes - og vil strække sig fra Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård, inden den  føres et godt stykke ud i Svanemøllebugten.  Den helt præcise linjeføring er ikke fastlagt endnu.

Stigende risiko for skybrud har ført til store investeringer i hovedstadsområdet. Skybrudstunnellen i et nordlige København bliver en af de helt store.
Stigende risiko for skybrud har ført til store investeringer i hovedstadsområdet. Skybrudstunnellen i et nordlige København bliver en af de helt store.
Foto: Niyom Napalai / Scanpix

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik