Borgere fanget i postnummer-mareridt: Nu vil kommune have ny afstemning

Sjællands mest kontroversielle postnummer skal igen til afstemning, efter at PostNord sidste år afviste at ændre postdistrikt for de borgere, som har adresse i Køge Kommune men postnummer i Ringsted.

En del af Køge Kommune ligger i Ringsteds postnummer. Det har givet bøvl, og nu skal de stemme om, hvorvidt de vil skifte til Bjæverskov. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen - Ritzau Scanpix

I omegnen af 1300 grundejere har adresse i Køge Kommune men postnummer i Ringsted. Og det er bøvlet og problematisk for de borgere, der er fanget i den kafkaske situation.

At have postnummer i den ene kommune og bo i en anden har nemlig betydet, at folk i løbet af årene er blevet kørt til Slagelse Sygehus i stedet for det nærliggende i Køge, har skullet hente pakker på posthuset små 20 kilometer væk i Ringsted, er blevet afvist i forvaltningen eller har søgt daginstitution i en forkert kommune.

Sidste år ønskede Køge Kommune at gøre noget ved problemet, og man igangsatte derfor en afstemning blandt borgere og virksomheder, som kunne stemme om de små byer som Slimminge, Gørslev og Vollerslev, der ligger i postnummer 4100 Ringsted, fremover skulle lægges ind under postnummer 4632 Bjæverskov, som hører til i Køge Kommune.

PostNord bestemmer

Det er dog PostNord, der har det endelige ord, når der skal skiftes postnumre, og selvom der ifølge Køge Kommune var et klart flertal for ændring af postdistriktet, så endte PostNord alligevel med at vende tommelfingeren nedad.

01:01 Luk video

Begrundelsen lød, at stemmeprocenten var for lav, og der derfor ikke var et markant flertal for ændringen.

Men nu prøver Køge Kommune igen med en ny afstemning, da man har modtaget flere henvendelser fra borgere, der stadig gerne ser, at ændringen bliver en realitet.

Formanden for Klima- og Planudvalget Niels Rolskov i Køge Kommune opfordrer dermed alle implicerede parter om at stemme, så PostNord ikke kan afvise sagen igen på grund af lav stemmeprocent.

- Denne gang håber vi også en stærk involvering af landsbyforeningen i Gørslev vil være med til at gøre afstemningen til en god oplevelse især for de borgere, der ikke er vant til digitale afstemninger, siger han.

Frist til 7. april

- Det vil denne gang blive meget nemmere for borgerne at stemme, så der er håb om at det vil påvirke stemmeprocenten i positiv retning, siger udvalgsformand Niels Rolskov.

De berørte borgere og virksomheder har frist til at stemme frem til 7. april, og hvis den nye afstemning viser, at et flertal fortsat ønsker at få ændret det nuværende postdistrikt, vil Køge Kommune efterfølgende endnu engang ansøge PostNord om dette.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret