Boom i udenlandske håndværkere i hovedstaden - Dansk Byggeri jubler

Antallet af udenlandske bygge- og anlægsarbejdere eksploderer i København og Nordsjælland. Dansk Byggeri jubler.

Antallet af udenlandske arbejdere fylder godt på byggepladserne i København og Nordsjælland.

Det oplyser Dansk Byggeri, som beskriver udviklingen som et regulært boom - for væksten siden 2011 har været ret så markant.

Og det er særligt håndværkere fra Polen, der får arbejde på byggepladserne.

Dansk Byggeri har optalt, at der blandt organisationens medlemsvirksomheder i 2018 var 6.252 fuldtidsbeskæftigede udenlandske håndværkere på de københavnske byggepladser.

En meget stor stigning i forhold til 2011, hvor der var 1.829 håndværkere med udenlandsk baggrund. 

Af de udenlandske håndværkere var der i 2018 1.725 fra Polen. Andre kommer blandt andet fra Italien, Litauen, og Rumænien.

Metroen trækker

En del af væksten i Københavns-området kan tilskrives metrobyggeriet, der i de år, undersøgelsen er foretaget over, har haft et meget stort behov for arbejdskraft. 

Men også i Nordsjælland melder Dansk Byggeri om en voldsom vækst i antallet af udenlandske arbejdere.  Her var der i 2018 registreret 1.291 udenlandske arbejdere mod 715 i 2014. 528 af dem var sidste år polakker.

Og ifølge Dansk Byggeri så hænger de store stigninger sammen med, at der simpelthen ikke er dansk arbejdskraft nok.

- Hvis ikke vi havde dem, så ville der simpelt hen være opgaver, der ikke kunne udføres. Det gælder specielt betonstøberi, hvor vi mangler medarbejdere, siger Mads Raaschou, der er formand for Dansk Byggeri, Hovedstaden til TV 2 Lorry.

Udlændinge er dyrere

Han siger videre, at de udenlandske arbejdere oven i købet er dyrere for virksomhederne.

- Her får vi også udgifter til transport og overnatning -og diæter. Det skal man jo ikke betale for de danske arbejdere, forklarer han.

Mads Raaschou understreger, at de udenlandske medarbejdere, der er med i undersøgelsen, får den samme løn som deres danske kolleger.

- Vi antager, at medlemmer af Dansk Byggeri opfører sig efter de betingelser og overenskomster, der er sat op, siger han.

Samtidig med at der har været mangel på forskellige typer danske håndværkere, så har branchen i de senere år været ramt af et massivt opsving med masser af nybyggeri til følge. Det har øget behovet for arbejdskraft markant.

- Derfor er det vigtigt, at virksomhederne husker at tage lærlinge ind. Den eneste måde at give faget videre på er ved at uddanne folk, fastslår han.

I Nordsjælland er formanden for Dansk Byggeri, Jørgen Simonsen, enig med Mads Raaschou i, at danske virksomheder ville få problemer, hvis ikke de kunne trække på den udenlandske arbejdskraft.

- Det er positivt, at flere udenlandske håndværkere har lyst til at komme til Nordsjælland for at arbejde, for vi har brug for dem i branchen. Flere virksomheder har stadig sværere ved at skaffe nok kvalificerede medarbejdere herhjemme, siger han.

København og Nordsjælland vrimler med store byggepladser. Her er det video fra ombygningen af Amager Centret,

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik