Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

Boom i tricktyverier: 80-årig lænset for 16.000 kroner

En bølge af tricktyverier er skyllet ind over Nordsjælland i sommerugerne. Allerede nu er antallet næsten dobbelt så højt som sidste år.

Tricktyvene har haft travlt i Nordsjælland hen over sommeren.

Fra uge 24 til 29 har Nordsjællands Politi registreret 75 tricktyverier, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det svarer til cirka to anmeldelser om dagen. Hvis man sammenligner med samme periode sidste år, blev der registreret 49 anmeldelser om tricktyveri.

16.000 hævet på kortet

En af dem, der blev udsat for et tricktyveri, er 80-årige Inge Overgaard fra Hørsholm. 

Under en tur til Hørsholm Midpunkt fik hun afluret sin pinkode. Hun er ikke klar over, hvor det skete, men da hun kom ud til sin bil, henvendte en mand sig til hende. Manden pegede på sin arm og blev ved med at sige 'diabetes.' Så kom en anden mand, og sagde noget til den første mand, og så gik de begge.

Selvom Inge Overgaard med det samme opdagede, at hendes pung var stjålet og i løbet af få minutter fik spærret sin konto, så lykkedes det tricktyvene at lænse hendes konto for 16.000 kroner.

 - Jeg er dybt forundret over, at de kan åbne bildøren, uden jeg kunne høre det, siger hun til TV 2 Lorry.

Mens Inge Overgaard, havde forsøgt, at tale med manden, der henvendte sig til hende, nåede hans makker at åbne bildøren og stjæle hendes pung fra hendes taske, der stod i bilen.

 - Jeg har læst mange gange at der sker sådan noget i Hørsholm Midtpunkt, men jeg har altid tænkt, at der i hvert fald ikke er nogen, der skal snyde mig. Jeg er virkelig opmærksom på det og lukker altid min taske, siger hun.

Velkendt historie

Hos Nordsjællands Politi kender man kun den beretning og mange lignende alt for godt.

 - Tricktyverier er noget af den tarveligste kriminalitet, vi har. Tyvene udnytter især ældre menneskers hjælpsomhed og godtroenhed. I de seneste år har der været et fald i antallet af tricktyverier, men i de seneste uger er antallet af anmeldelser nærmest eksploderet, og hvis tendensen fortsætter, vil vi se en stigning på årsplan. Derfor er vi i politiet særligt opmærksomme på denne kriminalitet, siger leder af Nordsjællands Politis Station Syd, Finn Bernth Andersen, der er den overordnede ansvarlige for politiets indsats mod tricktyve i Nordsjælland.

Tricktyvene er oftest østeuropæere, der turnerer i Danmark og i Europa. De er hele tiden på farten, og det gør dem svære at fange. Der for ligger opklaringsprocenten på denne type sager også kun på 10 procent.

 - Det tal vil vi gerne have hævet. Samtidig er det utroligt vigtigt, at især ældre borgere bliver mere opmærksomme. Man skal altid dække for sin pinkode, og bliver man kontaktet af en fremmed, der taler gebrokkent engelsk eller dansk, så må alarmklokkerne gerne ringe. Selvfølgelig må man gerne hjælpe den fremmede. Man skal bare passe ekstra godt på sine ting imens. Tricktyvene er eksperter i at forvirre folk, understreger Finn Bernth Andersen.