Bølleregister på natklubber er en succes

Natklubber har stor succes med at udelukke personer ved hjælp af et nyt bølleregister.

1. januar 2010 trådte en lov i kraft, der giver en natklub ret til at gemme de oplysninger, de får fra politiet om bøllernes CPR-nummer, navn, adresse og eventuelt foto. Det register har givet mindre uro på de klubber, der har indført en digital adgangsbom.

En af de klubber er Karel van Mander i København, hvor man igennem et par år har brugt et elektronisk system ved indgangen.

- Systemet er en præventiv løsning. Vi har altid haft relativt lidt ballade, men nu har vi endnu mindre, fordi de, der vil lave ballade, bliver væk, når de hører, de skal registreres, siger en af klubbens bestyrere, Mads Damgaard til sn.dk.

På Karel van Mander skal gæsten køre sit sygesikringsbevis igennem en kortlæser, hvorfra systemet automatisk registrerer alle oplysninger. Samtidig registreres gæstens e-mail og telefonnummer, og der tages et billede. Alle oplysninger parres, og gæsten er medlem. Næste gang, gæsten besøger natklubben, føres sygesikringskortet - der fungerer som medlemskort - igennem kortlæseren. Hvis gæsten er identisk med det billede, som optræder på computerskærmen, åbnes adgangsbommen. Den bliver til gengæld nede for gæster, der er sortlistet eller forsøger at snyde ved at bruge andres sygesikringskort. Det er dog sjældent, at det sker, og ifølge Mads Damgaard har det en enkel forklaring:

- Det skyldes, at gæster med dårlige hensigter ikke ønsker den ydmygende oplevelse, det er, når bommen ikke åbner sig. Ballademagere gider ikke diskutere med en computer! Det kan godt være, at de protesterer, men de lusker hurtigt af. Den digitale adgangsbom udelukker ballademagerne og de kriminelle fra deres "gemmesteder". Når de erfarer, at de pludselig ikke har noget sted at "flashe" deres penge og guldure, begynder de at tænke over deres adfærd.

Vi ser frem til, at adgangsbommen kobles op på politiets "bølleregister", så vi kan sikre, at også ballademagere - som vi ikke kender i forvejen - systematisk kan holdes ude af nattelivet.

Karel van Mander har hver aften 3-4 medarbejdere til at registrere gæsterne, som generelt taget godt imod det nye system:

- Der er delte meninger om, hvorvidt det er godt eller krænkende. Men man kan sige, du giver jo også dit navn og telefonnummer, når du bestiller et bord på en restaurant, bestiller en biografbillet eller en frisørtid. De fleste synes dog, at det er et godt initiativ og har taget godt imod det, siger Mads Damgaard.

Karel van Mander bruger et digitalt system, som Info-Connect står bag. Også her kan man mærke succesen med den digitale adgangsbom:

- Efterspørgslen er ret stor. For store og mellemstore klubber er slåskampe og uroligheder er stort problem. De får ødelagt en god fest af brådne kar, og derfor er mange interesseret i at få installeret systemet, siger administrerende direktør i Info-Connect Rasmus Teilmann, der vurderer, at man med systemet kan bliver 80 procent af problemerne kvit.

Rasmus Teilmann håber og regner med, at det i fremtiden bliver et krav til natklubberne at de for at have deres alkoholbevilling har et bølleregister.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik