Boligpriser er helt hen i vejret.

Udbudspriserne på det danske boligmarked er helt ude af trit med virkeligheden, skriver Søndagsavisen.

På landsplan udbydes ejerlejligheder således i gennemsnit 28 procent over den faktiske salgspris, mens huse forsøges afsat 25 procent dyrere end prisen på de huse, der blev solgt så sent som første kvartal i år.

Fantasipriserne vidner om, at den er helt gal med markedet, mener cand.polit. Poul Gammelgård, boligoekonomen.dk.
»Jeg ser det i høj grad som et problem.

Når udbudspriser og salgspriser ikke ligger ganske tæt, så er det ofte et tegn på, at der ikke er nok gennemsigtighed og konkurrence. Det er et tegn på et usundt marked,« siger Poul Gammelgaard.

En sammenligning af Realkreditrådets opgørelse over henholdsvis udbudspriser og de faktiske salgspriser afslører, at f.eks. en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter i dag i gennemsnit udbydes til en pris, der ligger hele 400.000 kroner højere end den pris, den kan forventes solgt til.

Men det er ikke det værste tilfælde. Boligportal.dk har set på sommerhuspriserne, og i hele tre populære sommerhusområder ligger udbudspriserne omkring 60 procent højere end sidste års salgspriser.

Rekorden findes i Tisvildeleje, hvor forskellen i gennemsnit er helt oppe i 63 procent.
Det kan ikke undgå at skade ejendomsmæglernes i forvejen noget lasede troværdighed, mener Poul Gammelgaard.
»Det er ikke noget, der gavner troværdigheden. For selvfølgelig ved de godt, hvad prisen er i markedet. Det er mildest talt vildledende,« siger han.

Steen Winter-Petersen, formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, mener, at sælger ofte har et medansvar for, at udbudsprisen ryger op et niveau, der ikke er realistisk.

Men han frikender heller ikke ejendomsmæglerne.
»Der kan selvfølgelig være en tendens til, at sælger vælger den ejendomsmægler, der foreslår den højeste udbudspris. Det kan heller ikke udelukkes, at nogen sætter prisen ud fra, hvad de mener, at boligen måske kan sælges for om fem måneder, og altså ikke en her-og-nu pris. Jeg tror, at det er en kombination af flere ting.

Men en forskel på 25 procent og 28 procent - det er for meget,«, siger Steen Winther-Petersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik