Boligerne er steget i pris over det seneste år

Foto: TV2/Lorry

Priserne er steget mest i hovedstadsområdet, men resten af landet følger også pænt med.

Over det seneste år er priserne på enfamiliehuse på landsplan steget med 3,5 procent. Priserne steg mest i Region Hovedstaden med 4,7 procent og Region Sjælland med 3,4 procent.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Prisen på ejerlejligheder er over det seneste år generelt på landsplan steget med 8,2 procent. Prisstigningerne er størst i Region Hovedstaden med i gennemsnit 8,7 procent.

Forbrugerne har god grund til at blive forvirrede over statistikken for, hvor boligpriserne bevæger sig hen. Ifølge Realkreditforeningen og Realkreditrådet er huspriserne på landsplan i gennemsnit blot steget med 1,5 procent det seneste år.

Boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann mener dog, at tallene fra Danmarks Statistiks er de mest pålidelige.

- Hvor tallene fra Realkreditforeningen og Realkreditrådet kun indeholder boliger, som har været udbudt til salg på internettet og derefter er blevet solgt, så indeholder tallene fra Danmarks Statistik alle tinglyste salg i fri handel.

- Det vil sige også de handler, der er foretaget mellem uafhængige parter uden om en ejendomsmægler, siger Lise Nytoft Bergmann i en skriftlig kommentar til Ritzau.