Foto: TV 2 Lorry

Bogholder-drabet er stadig et mysterium

Politiets teknikere arbejder på andet døgn på at sikre spor i drabssagen, hvor en 70-årig bogholder blev fundet dræbt på sit kontor i København.

- Vi har talt med en del beboere, vidner og andre, der har deres gang i området. Men vi arbejder stadig på at samle bevismateriale ind. Så vi vil gerne høre fra mange flere, siger drabschef ved Københavns Politi i dag til TV 2 Lorry.

Onsdag aften fandt den dræbtes hustru selv sin mand. Han var blevet stukket med kniv, og da ambulance og politi nåede frem, blev han erklæret død. Politiets foreløbige undersøgelser tyder på, at manden er dræbt sidst på eftermiddagen i onsdags. Eller måske tidligt om aftenen. 

Læs også 70-årig bogholder dræbt: Politiet ønsker at tale med vidner

- Det kan være arbejdsrelateret, det kan være et rovmord, eller der kan være tale om, at han har overrasket nogle gerningsmænd til et indbrud, sager Jens Møller i går aftes i vores 19.30-udsendelse.

Der er tale om en 70-årig mand, der arbejder som bogholder i et firma på Aldersrogade. Politiet er stadig på bar bund hvad angår motivet og gerningsmand:

- Vi har ikke noget konkret lige nu, men vores teknikere arbejder stadig og er tidligst færdige i morgen engang, siger Jens Møller i dag til os.