Bøger i frit prisfald

Efter mere end 160 år med faste priser på bøger er de danske bogpriser gået amok, skriver Politiken

Konkurrencen er så benhård, at tidens
bestsellere bliver solgt med rabatter på 30 til 40 procent, og
der er ingen tegn på, at priskrigen stopper, skriver Politiken
fredag. Tværtimod. Gyldendals Bogklub forsøger lige nu at hverve
medlemmer ved at sælge Dan Browns nye roman 'Det forsvundne
tegn' for kun 69 kroner inklusive forsendelse. Med den pris
koster det bogklubben omkring 100 kroner, hver gang klubben
sælger en bog til et nyt medlem. »Jeg håber ikke, bøgerne bliver
billigere, men jeg kan også se, hvad der sker ude i verden.
Bøgerne er udsat for et enormt prispres. Vi ved af erfaring, at
det er næsten umuligt at få presset prisen op igen, når den
først har været langt nede. Det giver nogle store udfordringer«,
siger Anette Wad, adm. direktør i landets næststørste
forlagskoncern Lindhardt & Ringhof, til Politiken.Anette Wad
forudser, at den øgede priskonkurrence kan gøre det svært for de
mellemstore forlag, mens 'krigen' formentlig vil skabe rum for
flere små forlag, der specialiserer sig og kan manøvrere
hurtigt. Netop i denne bogsæson står nogle af de små forlag for
branchens allerstørste overskud.Dermed har liberaliseringen af
det danske bogmarked for alvor revolutioneret
bogbranchen.»Branchen har godt af at skulle tænke nyt og udvikle
sig. Da der var monopol og faste priser, skete der meget lidt«,
siger forlagschef Susanne Torpe fra forlaget Hr. Ferdinand, der
bl.a. udgiver Dan Brown, til Politiken.