Børnenes hjem lukker: “Forkasteligt at man tænker mere på penge”

Forældre til børnene på behandlingshjemmet Spanager kæmper for at finde ud af, hvor deres børn skal bo efter sommerferien.

Når behandlingshjemmet Spanager til sommer drejer nøglen om, efterlader det børn og forældre ud i utryghed og usikkerhed. 

Det fortæller flere forældre til børn på Spanager i Lille Skensved til TV 2 Lorry. De er i chok over, at det velfungerende behandlingshjem lukker, og at fremtiden for deres børn med ADHD, angst og mental retardering endnu ikke er på plads.

Forældrene roser pædagogerne og Spanager, der har fine tilsynsrapporter. Deres børn aldrig har lært så meget, som de gør nu, og de frygter, at flytningen nu vil ødelægge deres udvikling. Maria Johansen er mor til 10-årige Ida, der er lettere mentalt retarderet og har ADHD:

- Min datter lukker sig inde. Hun siger, at hun er bange for, at hun en dag ikke er der, når jeg kommer for at hente hende, siger 40-årige Maria Johansen, der bor i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Datteren har været på Spanager siden juni sidste år og har siden da begyndt at få venner, blive social, hun har lært at gå i bad og udvikler sig fagligt i skolen. 

Spanager

  • Spanager er en døgninstitution for børn og unge i skolealderen. Den er ejet af Københavns kommune, og de fleste elever kommer herfra. Spanager modtager også elever fra andre kommuner.
  • Spanager har til huse i en gammel herregård, som ligger cirka 10 km. vest for Køge, og 40 km. fra København.
  • Der hører 30 tønder land jord til Spanager. Bl.a en stor park, fodboldbaner, crossbane, gocart-bane, og Køge Å løber gennem parken.

 

 

Målgruppe

  • Fælles for alle børnene er, at de har brug for en meget struktureret hverdag, med høj grad af overskuelighed og forudsigelighed.
  • Mange af børnene på Spanager har neuropsykologiske vanskeligheder af forskellig karakter - primært mental retardering og/eller ADHD.
  • Desuden har mange af børnene, når de kommer til Spanager, svært ved at få gode relationer til andre mennesker, og nogle af dem har en decideret tilknytningsforstyrrelse.

 

 

Kilde: www.spanager.kk.dk

Vred og ked af det

Spanager skal blandt andet lukke, fordi det kører med et underskud på fire millioner kroner årligt og har for lav belægning. Maria Johansen kan godt forstå, at kommunen ikke kan afværge en lukning, når Spanager ikke kan løbe rundt økonomisk. 

Men hun forstår ikke, hvorfor børn og pædagoger ikke kan flytte sammen til et nyt sted. 

- Det værste er, at de mister deres lille familie, siger hun og fortsætter:

- Jeg bliver vred og ked af det, især på mit barns vegne. De er i en gruppe, hvor de trives. De er glade og i udvikling, og nu går de tabt. Hvorfor kan de ikke flytte sammen til en ny matrikel og et billigere sted, spørger hun. 

Hun er nu gået sammen med en sagsbehandler i Lyngby-Taarbæk Kommune om at finde et sted til Ida efter sommerferien. De har kig på pladser i både Værløse, Hvalsø og Holbæk, som dog har mest fokus på autisme. 

"Det er forkasteligt"

Også Louiza Beliljes niårige Lukas har givet udtryk for stor utryghed ved at skulle flytte. Han har ADHD og er langt bagefter sine jævnaldrende rent følelsesmæssigt. 

- Vi var til en samtale med vores sagsbehandler, hvor han siger, at han kun ønsker at være tæt på sin mor. Det er så hårdt. Vi havde en drøm om, at han snart kunne komme hjem, men det bliver sværere nu, siger Louiza Belilja, der bor i Præstø.

Hun er modsat Maria Johansen oprørt over, at Københavns Kommune ikke prioriterer midler til det økonomisk pressede behandlingshjem.

- Det er forkasteligt, at man tænker mere på at spare fire millioner kroner end på børnenes gode trivsel. Pædagogerne er så dygtige og kompetente. Det er rigtig ærgerligt, og det bliver svært at finde et tilbud, der matcher, siger Louiza Belilja. 

Hun og sagsbehandleren kigger nu på tre forskellige tilbud til Lukas i Himmelev, Holbæk og Orø Strand. Det sidste passer bedst til Lukas, men ligger to timer kørsel fra hjemmet i Præstø.

Rigtig ked af det

Christa Rasmussen er mor til Julie på 14 år, der har boet på Spanager i fem år. 

- Det kom som et lyn fra en klar himmel. Julie er rigtig ked af det og er tæt knyttet til pædagogerne efter at have boet der i så mange år. Det er så trist, siger Christa Rasmussen.

Hun bor på Nørrebro i København med datteren, der har ADHD. Christa Rasmussen siger, at Julie blev opgivet af den tidligere plejefamilie, og at hun først kom på ret kurs, da hun flyttede til Spanager. De har endnu ingen idé om, hvor Julie skal bo efter sommerferien.

Områdechef i Center for Socialpædagogik og Psykiatri i Københavns Kommune, Hallur Gilstón Thorsteinsson, siger til TV 2 Lorry, at beslutningen om at lukke Spanager ærgrer ham på børnenes vegne. Men det er den rigtige beslutning ud fra et økonomisk og fagligt hensyn. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik