Børnefilmfestival starter på mandag

BUSTER børnefilmfestival kører for 15. gang med film der balancerer mellem det magiske og det realistiske. Det er Danmarks største filmfestival for de 3-16 årige.

Den første udgave af BUSTER så dagens lys i år 2000, og det voksende publikumstal viser, at BUSTER har placeret sig som en af de vigtigste børne- og ungdomskulturelle begivenheder i Danmark.

Her får børn, unge, forældre og barnlige sjæle mulighed for at tage på filmiske eventyr i knap 130 af årets bedste spillefilm, kortfilm og dokumentarfilm fra hele kloden til børn og unge.

Se BUSTER s webside her.

Festivalen er dog meget mere end blot film - der bydes også på en række spændende arrangementer, bl.a. besøg af skuespillere og instruktører, koncerter, workshops i digitale filmfortællinger, animation, produktion af film på mobilen samt rundvisninger, hvis filmfremvisningen foregår på et museum.

I år er der meget forskellige film på programmet som "14+",der handler om en teenagers første forelskelse. "Livet i følge Nino" handler om en dreng, der mister sin mor og animationsfilmen "Azur og Asmar" er et eventyr fra ørkenen der skal ses sammen med en koncert med bandet Dunia i DR Koncerthuset.

BUSTER løber fra 14. - 27. september i Københavnske biografer og kulturhuse. Der bydes på film både i weekenden og i hverdagene, så skoleklasser kan komme i biografen.