Børn ramt af meningokok: Nu får akutberedskabet ros

Region Hovedstadens håndtering af sidste uges to tilfælde af den alvorlige meningokoksygdom i Brøndby får ros, efter at fokus på sygdommen er forøget.

I kølvandet på tre tidligere sager, hvor unge er døde af meningitis, har Region Hovedstaden skruet meget op for udrykningerne, når der er mistanke om den frygtede sygdom.

Fokus på sygdommen er blandt andet blevet øget, efter det kom frem, at Akuttelefonen 1813 begik klare fejl ved at undlade at sende en ambulance, da en 17-årig mand fra Birkerød døde af meningitis sidste nytår.

quote Det er fordi, vi hellere vil sende en for meget afsted end en for lidt.

Trine Mottlau, vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab

- Meningitis er stadigvæk en sjælden sygdom, og den er rigtig svær at diagnosticere. Men det har afstedkommet, at der generelt er kommet meget større fokus og opmærksomhed på meningitis og på symptomerne. Det er både hos os, hos praksislægerne, hos folk i ambulancerne og hos akutmodtagelserne. Den øgede opmærksomhed har skabt en vinding i denne her sag, siger vicedirektør i Region Hovedstadens Akutberedskab, Trine Mottlau, til TV 2 Lorry. 

Selvom der ikke er kommet flere tilfælde af meningitis, så sendte regionen sidste år dobbelt så mange udrykninger afsted i tilfælde med mistanke om sygdommen.

- I 2017 har vi sendt 200 flere ambulancer ud. Vi sender 400 ud nu til symptomer på meningitis. Det er fordi, vi hellere vil sende en for meget afsted end en for lidt, siger Trine Mottlau.

Skulderklap

Akutberedskabet får nu skulderklap for deres håndtering af sidste uges to udbrud af meningitisbakterien meningokoksygdom hos børn fra en daginstitution i Brøndby. Begge børn blev hurtigt indlagt på Hvidovre Hospital til behandling og har det i dag godt og kommer fra infektionen uden mén.

- Det er vores indtryk, at det hele er foregået lige efter bogen, og at børnene er kommet hurtigt i behandling, siger sektionsleder og overlæge ved Styrelsen for Patientsikkerhed, Bente Møller. 

- De sendte hurtigt en ambulance med lægeledsagelse, der gav penicillin i hjemmet. Det foregik fuldstændig, som det skulle, lyder det fra Klaus Børch, ledende overlæge på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. 

Opmærksomme patienter

Samtidig oplever Akutberedskabet også, at den store mediedækning af meningitissagerne har gjort flere borgere opmærksomme på symptomerne, og for personalet ved telefonerne i 1813 kan det være til stor hjælp.

- Borgerne kan nogle gange selv give udtryk for, at de føler, de er nakkestive eller har nogle pletter på kroppen, som de er usikre på. Så på den måde kan vi få noget information nu, fordi borgerne måske også er oplyste på en anden måde, siger akutberedskabets vicedirektør, Trine Mottlau.

Det kan ofte være svært at skelne meningitissymptomer fra almindelig influenza. Men på Facebook kan du på Region Hovedstadens Akutberedskabs side se, i hvilke tilfælde du bør kontakte Akuttelefonen 1813.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik