Børn på Hvidovre Hospital kan nu lege med en vaskeægte helt

Nu er der godt nyt til de mindste patienter i Region Hovedstaden. De får nemlig deres helt egen legehelt.

Når ulykken rammer os, har vi ofte brug for nogen at læne os op ad. Nogen, der kan aktivere os, indgyde håb og flytte fokus fra væk fra det, der gør ondt. Vi har brug for en helt.

Særligt blandt indlagte børn på hospitalerne er behovet for en heltefigur ekstra stort.  

Derfor lancerede Børneulykkesfonden sidste forår projektet "Legeheltene" på H.C Andersen Børnehospital i Odense for at aktivere de sygdomsramte børn gennem leg og bevægelse. Og nu er Legeheltene så også rykket ind på Hvidovre Hospital.

quote Når de kommer herud, så oplever de, at de faktisk kan noget. De er ikke bare det syge barn i sengen.

Camilla Olsen Vinther, Legehelt

Her kan de gennem leg hjælpe børnene bedre gennem deres sygdomsforløb. Blandt ved at stimulere og udvikle børnenes motorik gennem bevægelsesaktiviteter.

- Når de er inaktive, så går deres udvikling i stå. Det er gennem leg og bevægelse, at børn udvikler sig, fortæller, Camilla Olsen Vinther, der er en af legeheltene på Hvidovre Hospital.

Farvestrålende tøj og legekasse

Hun afholder bevægelsesaktiviteter på fællesarealerne på hospitalet om formiddagen og besøger de børn, der ikke kan komme ud af hospitalssengen, på deres stue om eftermiddagen.

- I og med jeg kommer ind i meget farvestrålende tøj, så oplever de lynhurtigt, at jeg kan noget anderledes. Jeg har en stor legekasse med hver gang, og det løsner det hele op helt automatisk, siger Camilla Olsen Vinther.

Legehelt Camilla Olsen Vinther har en kandidat i idræt fra Københavns Universitet.
Legehelt Camilla Olsen Vinther har en kandidat i idræt fra Københavns Universitet.
Foto: TV 2 Kosmopol

Børneulykkesfonden har lavet en rundspørge, der viser at 59 procent af de indlagte børn bruger mere end halvdelen af deres tid på stuerne. Men faktisk er det rigtig godt at komme ud og tonse lidt rundt, og det kan legeheltene hjælpe børnene med.

- Det fedeste ved at være legehelt er helt klart reaktionen fra børn og forældre. Når de kommer herud, så oplever de at de faktisk kan noget - de er ikke bare det syge barn i sengen, siger Camilla Olsen Vinther.

Underbygger behandling

Ifølge Klaus Børch, der er ledende overlæge på Børneafdelingen på Hvidovre Hospital, er legeheltene gode, når man skal behandle syge børn. De kan nemlig motivere børn, der kan være svære at få ud af sengen, fordi de er bange for, at de får ondt.

- Vi vil gerne prøve at skabe en hverdag, der ligner den, som børnene har derhjemme så godt som muligt. Legehelten kan sørge for, at de bevæger sig, og det kan underbygge den behandling, som eksempelvis vores fysioterapeuter sætter i gang, siger han til TV 2 Lorry.

Ledende overlæge på Børneafdelingen på Hvidovre Hospital, Klaus Børch er glad for, at der er kommet Legehelte til børnene. 
Ledende overlæge på Børneafdelingen på Hvidovre Hospital, Klaus Børch er glad for, at der er kommet Legehelte til børnene. 
Foto: TV 2 Kosmopol

På Hvidovre Hospital har man kun fået positive tilbagemeldinger fra personalet omkring Legeheltene, som nu er at finde på børneafdelingerne i Hvidovre, Odense og Aarhus.

- Når de kommer herud så oplever de at de faktisk kan noget - de er ikke bare det syge barn i sengen, fortæller Camilla Olsen Vinther, der her ses med en af børnene.
- Når de kommer herud så oplever de at de faktisk kan noget - de er ikke bare det syge barn i sengen, fortæller Camilla Olsen Vinther, der her ses med en af børnene.
Foto: TV 2 Kosmopol

Ifølge PR- og kommunikationsansvarlig hos Børneulykkefonden, Marie Bødtker, er ambitionen at få legehelte ud på alle børneafdelinger i Danmark.

- Alle steder, hvor der er børn indlagt, skal der gerne være en legehelt, der kan lege med dem og sætte gang i noget bevægelse og fysisk aktivitet. Hos Børneulykkesfonden fundraiser vi selv alle midler til legeheltene. Så det handler selvfølgelig om, at der er nogle venlige sjæle derude, som gerne vil være med til at støtte projektet, siger hun.

Ifølge Børneulykkesfonden kan Legeheltene inden længe også skabe mere leg og bevægelse på Herlev Hospital.

Fakta om Legeheltene

  • Legeheltene er startet af Børneulykkesfonden og har til formål at skabe en mere aktiv hverdag for de indlagte børn på danske hospitaler.
  • Legeheltene igangsætter lege og aktiviteter med fokus på motorik og bevægelse. Aktiviteterne stimulerer og udfordrer børnene og er med til at fremme deres fysiske, kognitive og sociale udvikling.
  • Legeheltene er professionelle fagfolk med en uddannelse inden for fysioterapi, ergoterapi, idræt mv.
  • Børneulykkesfonden indsamler midler til Legeheltene gennem virksomhedsdonationer, private donationer og indsamlingsaktiviteter, såsom Climb for Charity.
  • I 2018 er Legeheltene til stede på børneafdelingerne i Hvidovre, Aarhus og Odense.
Kilde: Børneulykkesfonden

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik